Ewood Park

Når du besøger Ewood Park, træder du ind på et af Englands ældste fodboldstadioner. Stadionet åbnede oprindeligt i 1882, og Blackburn Rovers har spillet deres hjemmekampe her siden 1890. Efter en omfattende ombygning i 1990’erne, finansieret af den tidligere ejer Jack Walker, blev Ewood Park et moderne all-seater stadion med en nuværende kapacitet på 31.367 tilskuere. Stadionet består af fire separate tribuner: The Jack Walker Stand, The Blackburn End, The Darwen End og The Riverside Stand, hvoraf sidstnævnte typisk huser udebanefans. Hver tribune har sin egen karakter og bidrager til den samlede atmosfære på kampdage.

Sådan kommer du til Ewood Park

Den nemmeste måde at komme til Ewood Park med offentlig transport er typisk en kombination af tog og bus. Du ankommer til Blackburn Railway Station, som er byens hovedbanegård. Herfra ligger busstationen kun en kort gåtur væk. Fra busstationen skal du tage buslinje 1 i retning mod Darwen. Bussen stopper lige ved Ewood Park, hvilket gør det til en meget direkte løsning. Alternativt kan du gå fra Blackburn Railway Station til stadion. Turen er på lidt over tre kilometer og tager cirka 25-30 minutter. En anden mulighed med tog er at stå af på Mill Hill Station. Denne station ligger tættere på stadion, og herfra er der kun 10-15 minutters gang til Ewood Park. Vær dog opmærksom på, at færre tog standser på Mill Hill sammenlignet med hovedstationen, så det er vigtigt at tjekke din rejseplan. Uanset hvilken rute du vælger, er det en god idé at tjekke køreplaner på forhånd, da der kan være ændringer på kampdage.

Kort: Ewood Park

De største Blackburn Rovers FC-kampe

21. april 1928: Blackburn Rovers – Huddersfield Town 3-1

Den 21. april 1928 sikrede Blackburn Rovers sig sit sjette og hidtil sidste FA Cup-trofæ i en historisk finale på Wembley Stadium. Modstanderen var Huddersfield Town, datidens absolutte magtfaktor i engelsk fodbold og kendt som ‘The Thrice Champions’ efter tre mesterskaber i træk. På trods af Huddersfields status som favoritter fik du et Blackburn-hold at se, der leverede en klinisk og dominerende præstation. Jack Roscamp scorede allerede efter ét minut, og Tommy McLean øgede føringen til 2-0 efter 22 minutter. Inden pausen gjorde Roscamp det til 3-0 og afgjorde reelt kampen. Selvom Huddersfield reducerede i anden halvleg, var sejren aldrig i fare.

Kampens betydning for Blackburn Rovers kan ikke overdrives. Det var klubbens sjette sejr i FA Cuppen, hvilket cementerede dens status som en af turneringens giganter i den tidlige æra. Den huskes dog især, fordi det er den seneste gang, klubben har løftet det berømte trofæ. Sejren markerer afslutningen på en gylden periode i pokalturneringen for Rovers. At besejre et så stærkt Huddersfield-hold på den største scene var en monumental bedrift, som sikrede holdet fra 1928 en evig plads i klubbens historie og i hjerterne hos dens fans.

25. maj 1992: Blackburn Rovers – Leicester City 1-0

Denne kamp er en af de absolut vigtigste i Blackburn Rovers’ moderne historie. Du skal forstå, at det var finalen i Second Division Play-off på det gamle Wembley, og vinderen ville rykke op i den helt nydannede FA Premier League. Klubben havde ikke været i den bedste engelske række i 26 år, og presset var enormt. Under ledelse af manager Kenny Dalglish og med den lokale forretningsmand Jack Walkers finansielle opbakning var dette kulminationen på en ambitiøs plan om at bringe klubben tilbage til toppen af engelsk fodbold. En sejr var ikke bare en oprykning; det var startskuddet til en ny æra.

Selve kampen var en nervøs og tæt affære, som det ofte er tilfældet i finaler med så meget på spil. Begge hold kæmpede for at få overtaget, men chancerne var få. Afgørelsen faldt i anden halvleg, da angriberen David Speedie blev nedlagt i straffesparksfeltet af Leicesters Steve Walsh. Dommeren pegede på pletten, og midt i den øredøvende larm trådte Mike Newell til for at eksekvere. Han scorede sikkert og sendte Blackburns medrejsende fans i ekstase. Målet blev kampens eneste, og Blackburn Rovers sikrede sig oprykningen med en 1-0-sejr.

Sejren huskes ikke kun for selve oprykningen, men for alt det, den førte med sig. Den sikrede klubben en plads ved bordet i Premier League fra ligaens allerførste sæson, hvilket var afgørende for Jack Walkers projekt. Med Premier League-status og de medfølgende tv-penge kunne klubben kort efter hente Alan Shearer for et rekordbeløb. Denne kamp var fundamentet, som mesterskabet i 1995 blev bygget på. Uden sejren på Wembley i 1992 er det usandsynligt, at klubben havde opnået den historiske succes få år senere. Det var øjeblikket, hvor drømmen blev til virkelighed.

14. maj 1995: Liverpool – Blackburn Rovers 2-1

Denne kamp er uden tvivl den mest berømte i Blackburn Rovers’ moderne historie. Du befinder dig på Anfield den 14. maj 1995, den absolut sidste spilledag i Premier League-sæsonen. Forudsætningerne er simple: Vinder Blackburn, er mesterskabet sikret. Spiller de uafgjort eller taber, kan Manchester United overhale dem med en sejr i deres samtidige kamp mod West Ham. Situationen er yderligere ladet med følelser, da manager Kenny Dalglish, en levende Liverpool-legende, vender tilbage til sin gamle hjemmebane med muligheden for at vinde titlen.

Kampen udvikler sig nervøst. Alan Shearer bringer Rovers foran 1-0 i første halvleg, og alt ser ud til at gå efter planen. Men Liverpool kæmper sig tilbage. John Barnes udligner efter pausen, og i kampens døende minutter scorer Jamie Redknapp et fantastisk frisparksmål, der sikrer Liverpool en 2-1-sejr. Ved slutfløjtet på Anfield er stemningen hos Blackburns spillere og medrejsende fans knuget. De har tabt, og mesterskabsdrømmen ser ud til at være bristet i allersidste sekund.

Men dramaet er ikke forbi. Alle øjne og ører er nu rettet mod London, hvor Manchester Uniteds kamp mod West Ham stadig er i gang. Nyhederne siver langsomt igennem: Manchester United har kun formået at spille 1-1. De kunne ikke score det afgørende sejrsmål. Scenerne, der udspiller sig på Anfields græstæppe, er historiske. Blackburns spillere og Dalglish modtager nyheden og bryder ud i jubel. På trods af nederlaget er Blackburn Rovers engelske mestre for første gang i 81 år. Kampen huskes derfor ikke for resultatet, men for den utrolige og nervepirrende afslutning, der sikrede klubben dens største triumf.

24. februar 2002: Blackburn Rovers – Tottenham Hotspur 2-1

Denne kamp er ikke bare en hvilken som helst kamp; det er Worthington Cup-finalen fra 2002, spillet på Millennium Stadium i Cardiff. Du skal huske, at Rovers på dette tidspunkt netop var vendt tilbage til Premier League efter et par sæsoner i den næstbedste række. At nå en stor pokalfinale i den første sæson tilbage i toppen var i sig selv en bemærkelsesværdig bedrift under manager Graeme Souness. Kampen mod Tottenham var en chance for at vinde klubbens første store trofæ siden det sensationelle mesterskab i 1995 og markere en ny æra for klubben.

Selve kampen var en nervepirrende affære. Matt Jansen bragte Rovers foran i første halvleg med en velplaceret afslutning, men Tottenham svarede hurtigt igen ved Christian Ziege. Kampen stod og vippede, og her trådte især én spiller i karakter: målmand Brad Friedel. Du vil ofte høre denne kamp nævnt som en af de bedste præstationer af en målmand i en engelsk pokalfinale. Friedel leverede en række verdensklasseredninger, der holdt Rovers inde i kampen. Med lidt over 20 minutter igen blev Andy Cole den store helt, da han udnyttede en fejl i Tottenhams forsvar og scorede det afgørende mål til 2-1.

Betydningen af denne sejr kan ikke overdrives. For en klub, der var rykket ned i 1999, var trofæet et håndgribeligt bevis på en succesfuld genopbygning og en tilbagevenden til toppen af engelsk fodbold. Sejren blev i høj grad dedikeret til den afdøde ejer Jack Walker, hvis vision og investeringer havde lagt fundamentet for klubbens succes. At vinde trofæet var en kulmination på hans drøm. Kampen sikrede desuden kvalifikation til UEFA Cuppen og står i dag som et af de absolutte højdepunkter i klubbens moderne historie – en dag, hvor en gylden generation med spillere som Friedel, Tugay, Jansen og Cole sikrede sølvtøj til Ewood Park.

24. september 2005: Manchester United – Blackburn Rovers 1-2

Når du taler om ikoniske udebanesejre i Blackburn Rovers’ Premier League-historie, er det umuligt at komme uden om denne kamp. Den 24. september 2005 rejste holdet, anført af Manchester United-legenden Mark Hughes, til Old Trafford for at møde et stjernespækket hjemmehold. Få forventede et resultat, men kampen blev et udstillingsvindue for den norske kantspiller Morten Gamst Pedersen. Han scorede begge Rovers’ mål i 2-1-sejren: først en spektakulær flugter med venstrebenet og senere et perfekt eksekveret frispark, der passerede Edwin van der Sar i målet. Selvom Ruud van Nistelrooy reducerede for hjemmeholdet, holdt Rovers stand og sikrede en sensationel sejr.

Kampens betydning rækker langt ud over de tre point. For det første var det en taktisk triumf for Mark Hughes, der vendte tilbage til sin gamle hjemmebane og udmanøvrerede Sir Alex Ferguson. Sejren beviste, at hans Blackburn-hold kunne konkurrere med de absolut bedste hold i ligaen. For det andet cementerede kampen Morten Gamst Pedersens status som en kulthelt blandt fansene. Hans to mål var af en så høj kvalitet, at de øjeblikkeligt skrev ham ind i klubbens folklore og definerede hans tid i engelsk fodbold.

Denne sejr huskes ikke kun for det overraskende resultat, men for måden den blev opnået på – med mod, disciplin og to øjeblikke af ren magi fra en enkelt spiller. For en hel generation af Blackburn-fans er kampen på Old Trafford i 2005 et af de klareste og mest stolte minder fra klubbens tid i Premier League efter mesterskabsæraen. Det er en kamp, du ofte vil høre refereret til som et bevis på, hvad klubben var i stand til på sine bedste dage.