Chelsea-kampe

1970: Chelsea – Leeds United 2-1

FA Cup-finale (omkamp)

Den 29. april 1970 vandt Chelsea sin første FA Cup-titel nogensinde, da de besejrede Leeds United 2-1 efter forlænget spilletid i en brutal og legendarisk omkamp på Old Trafford. FA Cup-finalen i 1970 står som en af de hårdeste og mest fysiske finaler nogensinde, hvor spillere kastede sig ind i tacklinger uden hensyn til liv og lemmer. Kampen var mere en krig end en fodboldkamp. Finalen markerede dog begyndelsen på Chelseas opblomstring som en af Englands store klubber.

Optakt
I slutningen af 1960’erne var Leeds United og Chelsea to af Englands bedste, men mest kontrastfyldte hold. Leeds var kendt for deres fysiske, brutale stil, hvor Don Revies hold dominerede modstanderne med hårdhed og kynisme. Chelsea, derimod, var et mere flamboyant hold, fyldt med teknikere som Peter Osgood, Charlie Cooke og Alan Hudson.

Finalen var en direkte duel mellem Leeds’ rå styrke og Chelseas flair, og det var tydeligt, at begge hold hadede hinanden. Det første opgør blev spillet på Wembley den 11. april 1970 og endte 2-2, efter at Chelsea måtte kæmpe sig tilbage to gange. Dengang var der ingen straffesparkskonkurrencer eller forlænget spilletid i finaler, så kampen måtte spilles om.

Old Trafford blev valgt som spillested, og næsten 63.000 tilskuere var vidne til en af de mest brutale finaler i engelsk fodboldhistorie.

Kampen
Fra det øjeblik dommeren fløjtede kampen i gang, blev det tydeligt, at dette ikke ville blive en smuk fodboldkamp. Tacklinger fløj gennem luften, albuer blev brugt som våben, og spillerne gled rundt på en mudret bane, der hurtigt blev en slagmark.

Leeds tog føringen efter 35 minutter, da Jack Charlton headede bolden videre til Mick Jones, der sparkede bolden i nettet. Chelsea reagerede hurtigt og kæmpede sig tilbage. Efter pausen fik de udlignet til 1-1, da Peter Osgood dukkede op i feltet og headede bolden i mål efter et perfekt indlæg fra Charlie Cooke.

Ved fuldtid stod det stadig 1-1, og kampen måtte ud i forlænget spilletid. Spillerne var udmattede, men der var stadig knaldhårde tacklinger og desperation i begge lejre. Leeds havde chancer for at vinde, men Chelsea-målmand Peter Bonetti, der havde fået en skade tidligere i kampen, leverede en heroisk indsats og holdt dem fra at score.

I det 104. minut skete det afgørende øjeblik. David Webb scorede det vindende mål for Chelsea, efter en kaotisk situation i feltet. En lang bold blev slået ind, og efter et par tilfældige berøringer landede bolden hos Webb, der kastede sig ind og headede den i nettet. Chelsea var nu foran 2-1.

Leeds forsøgte desperat at udligne, men Chelseas forsvar holdt stand. Da dommeren fløjtede for sidste gang, kunne Chelsea løfte FA Cuppen for første gang i klubbens historie.

Efter kampen
Chelsea-spillerne var dækket af mudder, blå mærker og sår, men de havde sejret i en af de hårdeste FA Cup-finaler nogensinde. Kampen havde udløst 28 frispark, adskillige skadede spillere og utallige ufine tacklinger – men dommeren gav ikke ét eneste gult eller rødt kort.

Peter Bonetti blev hyldet som en helt for sine redninger, mens Peter Osgood og David Webb blev udødeliggjort i Chelsea-historien. Leeds United følte sig røvet, men Chelsea havde stået imod deres fysiske spil og slået dem på deres egen måde.

Finalen markerede Chelseas begyndelse som en ny magtfaktor i engelsk fodbold. Det var klubbens første store trofæ siden grundlæggelsen i 1905, og den satte scenen for Chelseas kommende succeser i både England og Europa.

I dag betragtes finalen stadig som en af de hårdeste og mest intense kampe i engelsk fodboldhistorie.

Læs mere om kampen
chelseafc.com/1970-fa-cup-final-replay-chelsea-vs-leeds
en.wikipedia.org/1970_FA_Cup_final

2005: Chelsea – Barcelona 4-2

Champions League-ottendedelsfinale

Den 8. marts 2005 leverede Chelsea en af de mest dramatiske og følelsesladede Champions League-præstationer nogensinde, da de besejrede Barcelona 4-2 på Stamford Bridge og sikrede sig en plads i kvartfinalen. Kampen var en sand fodboldklassiker, hvor José Mourinhos Chelsea mødte Frank Rijkaards offensive Barcelona, anført af Ronaldinho, Deco og en ung Lionel Messi.

Det blev en aften fyldt med kaos og kontroverser, hvor Chelsea startede med at blæse Barcelona omkuld, kun for at se Ronaldinho svare igen med et af Champions Leagues bedste mål nogensinde. Men i sidste ende blev John Terry helten, da han headede Chelsea videre til kvartfinalen.

Optakt
Chelsea og Barcelona var to af Europas mest spændende hold i begyndelsen af 2000’erne. Chelsea, der var blevet overtaget af Roman Abramovich, var ved at blive en ny stormagt i europæisk fodbold under José Mourinho. Barcelona, på den anden side, var i gang med at opbygge et nyt dynasti under Frank Rijkaard, og de spillede en sprudlende offensiv fodbold, hvor Ronaldinho var den ubestridte stjerne.

I det første opgør på Camp Nou havde Chelsea ført 1-0, men Didier Drogba blev kontroversielt udvist, og Barcelona vendte kampen til en 2-1-sejr. Chelsea følte sig snydt og gik ind til returkampen med en trang til hævn.

For at gå videre skulle Chelsea vinde mindst 1-0 eller med to overskydende mål, hvis Barcelona scorede. Stamford Bridge var klar til en magisk aften.

Kampen
Kampen eksploderede fra start. Chelsea lagde et ufatteligt pres og blæste Barcelona omkuld i de første 20 minutter.

8. minut: Eidur Gudjohnsen åbnede scoringen, da han udnyttede en aflevering fra Joe Cole og elegant rundede Victor Valdés for at gøre det til 1-0.

17. minut: Chelsea fordoblede føringen. Frank Lampard var på pletten og sendte bolden i nettet efter et kaotisk opgør i feltet. 2-0 Chelsea.

19. minut: Stamford Bridge eksploderede. Damien Duff blev spillet fri af Claude Makélélé og sendte bolden iskoldt forbi Valdés. 3-0 Chelsea – Barcelona var i chok!

Men Barcelona var ikke færdige. Kun få minutter senere blev Paulo Ferreira dømt for hånd på bolden i feltet, og Ronaldinho scorede sikkert fra straffesparkspletten til 3-1.

Så, i det 38. minut, skabte Ronaldinho magi. Med en af de mest berømte afslutninger i Champions League-historien tog han et træk lige uden for feltet og uden at bruge tilløb sendte han et knastørt ydersidespark forbi en chanceløs Petr Čech. 3-2 – Barcelona var nu videre på reglen om udebanemål.

Chelsea var rystede, og kampen ændrede karakter. Barcelona begyndte at dominere boldbesiddelsen, mens Chelsea forsøgte at forsvare sig mod den konstante trussel fra Ronaldinho og Deco.

I anden halvleg var Chelsea tvunget til at finde et fjerde mål, ellers ville de ryge ud. Barcelona pressede på, men Chelsea holdt stand. Så, i det 76. minut, kom det øjeblik, der ændrede alt. Chelsea fik et hjørnespark, og John Terry steg til vejrs over Barcelonas forsvar og headede bolden i mål til 4-2! Stamford Bridge eksploderede, og Chelsea var nu videre.

Barcelona forsøgte desperat at score endnu et mål, men Chelsea stod imod, og da dommeren fløjtede af, blev det klart: Chelsea havde vundet 4-2 og elimineret Barcelona.

Efter kampen
Efter kampen var der voldsomme kontroverser. Mourinho hævdede, at dommeren Anders Frisk havde haft en samtale med Frank Rijkaard i pausen, hvilket han mente påvirkede dømmekvaliteten. Dette førte til et enormt efterspil, hvor UEFA måtte træde ind, og Frisk valgte senere at trække sig fra dommergerningen på grund af dødstrusler fra vrede Chelsea-fans.

Men for Chelsea var dette en af de største sejre i klubbens historie. Stamford Bridge havde oplevet en af de mest magiske Champions League-aftener nogensinde, og sejren cementerede Chelseas status som en ny stormagt i Europa.

Kampen var starten på en bitter rivalisering mellem Chelsea og Barcelona, som fortsatte i mange år frem. For Chelsea-fans står denne kamp stadig som en af de største Champions League-aftener nogensinde, hvor Stamford Bridge oplevede en uforglemmelig nat med dramatik, mål og sejrsrus.

Læs mere om kampen
uefa.com/chelsea-vs-barcelona
transfermarkt.com/chelsea-barcelona

2005: Bolton – Chelsea 0-2

Premier League

Den 30. april 2005 sikrede Chelsea sig deres første engelske mesterskab i 50 år ved at besejre Bolton 2-0 på Reebok Stadium. Sejren markerede kulminationen på José Mourinhos revolution i engelsk fodbold, hvor Chelsea brød Manchester United og Arsenals dominans og cementerede sig som en ny stormagt i Premier League.

Det var ikke bare en sejr – det var begyndelsen på en ny æra i engelsk fodbold.

Optakt
Chelsea havde været det suverænt bedste hold i Premier League-sæsonen 2004/05. Med Mourinhos taktiske geni, en solid defensiv og en uhyre effektiv offensiv var de tæt på at sikre klubbens første ligatitel siden 1955.

Chelsea gik ind til kampen mod Bolton med et forspring på 11 point til Arsenal, og en sejr ville officielt sikre dem mesterskabet. Reebok Stadium var dog en vanskelig udebane, og Bolton, under Sam Allardyce, var kendt for deres fysiske spillestil og evne til at frustrere større hold.
Men intet kunne stoppe Chelsea denne dag.

Kampen
Bolton startede kampen aggressivt og skabte nogle tidlige chancer, men Chelseas defensive mur, anført af John Terry og Ricardo Carvalho, var uigennemtrængelig. Petr Čech leverede flere vigtige redninger, og langsomt tog Chelsea mere kontrol over kampen.

Det afgørende gennembrud kom i 60. minut, da Frank Lampard brød igennem Boltons forsvar efter en præcis aflevering fra Claude Makélélé. Med vanvittig ro rundede han Bolton-målmand Jussi Jääskeläinen og sendte bolden i nettet til 1-0.

Men Frank Lampard var ikke færdig endnu. I 76. minut slog han sejren fast. Efter et hurtigt kontraangreb fra Eidur Gudjohnsen modtog Lampard bolden i feltet, og med en kølig afslutning sendte han den i nettet til 2-0.

Da slutfløjtet lød, var det officielt: Chelsea var engelske mestre for første gang i 50 år!

Efter kampen
Ved slutfløjtet stormede Chelsea-spillerne banen i ren eufori. John Terry, Frank Lampard og Didier Drogba jublede med de medrejsende fans, mens José Mourinho blev kastet op i luften af sine spillere.

Chelsea sluttede sæsonen med 95 point – et rekordhøjt antal på det tidspunkt – og en historisk defensiv rekord, hvor de kun lukkede 15 mål ind i 38 kampe.
Sejren markerede starten på en ny æra, hvor Chelsea gik fra at være en outsider til Premier Leagues dominerende mandskab.

Chelsea fortsatte med at vinde Premier League i 2005/06, 2009/10, 2014/15 og 2016/17, men intet kunne matche følelsen af den første triumf i 2005.
For mange Chelsea-fans er dette stadig den største Premier League-sejr i klubbens historie – dagen, hvor de blev kongerne af England for første gang i et halvt århundrede.

Læs mere om kampen
premierleague.com/bolton-chelsea
transfermarkt.com/bolton-chelsea

2006: Chelsea – Man. United 3-0

Premier League

Den 29. april 2006 sikrede Chelsea sig Premier League-titlen for anden sæson i træk med en overlegen 3-0-sejr over Manchester United på Stamford Bridge. Kampen blev en kulmination på José Mourinhos dominans i engelsk fodbold, hvor Chelsea cementerede sig som den nye stormagt i Premier League.

Med en præstation præget af fysisk styrke, taktik og effektivitet ydmygede Chelsea deres rivaler og fejrede mesterskabet på den bedst tænkelige måde – ved at knuse Alex Fergusons Manchester United.

Optakt
Chelsea var i gang med en af de mest dominerende Premier League-sæsoner nogensinde. Under José Mourinho havde de styret ligaen fra start til slut, og inden denne kamp var de kun én sejr fra at sikre mesterskabet matematisk.

Manchester United, ledet af Sir Alex Ferguson, var Chelseas nærmeste rival, men de var hele 9 point bagud. De vidste, at kun en sejr ville holde deres minimale chancer for et mirakuløst comeback i live. Stamford Bridge var dog blevet en ufortøjelig fæstning, hvor Chelsea ikke havde tabt en hjemmekamp i over to år.

Kampen
Chelsea gik til kampen med en aggressiv attitude, og Stamford Bridge var i feststemning fra første minut. Det tog ikke lang tid, før det første store øjeblik kom.

I det 5. minut fik Chelsea deres første store chance, da Frank Lampard testede Edwin van der Sar med et hårdt langskud. Manchester United kæmpede for at få kontrol over bolden, men Chelsea pressede dem tilbage med intensitet og fysisk styrke.

Gennembruddet kom i det 29. minut, da William Gallas steg til vejrs på et hjørnespark og headede bolden i nettet. Stamford Bridge eksploderede i jubel – Chelsea var på vej mod mesterskabet.

United forsøgte at svare tilbage, men de blev mødt af en uforgængelig defensiv mur i form af John Terry, Ricardo Carvalho og Claude Makélélé. Cristiano Ronaldo,
Wayne Rooney og Ruud van Nistelrooy havde svært ved at finde plads, da Chelsea lukkede alt ned.

United startede anden halvleg mere offensivt, men Chelsea slog hurtigt kontra og lukede kampen på brutal vis.

I det 61. minut leverede Joe Cole et af sæsonens bedste solopræstationer. Han modtog bolden uden for feltet, vendte hurtigt rundt, snød to United-forsvarere og sendte bolden op i det øverste hjørne. 2-0 til Chelsea og Stamford Bridge eksploderede i jubel igen.

I det 73. minut kom kronen på værket, da Ricardo Carvalho stormede frem fra forsvaret, kombinerede med Frank Lampard og udplacerede Van der Sar med et skud fra tæt hold. 3-0 – og mesterskabet var sikret.

Efter kampen
Ved slutfløjtet stormede Chelsea-spillerne banen i jubel, mens fansene fejrede deres anden Premier League-titel i træk. José Mourinho, iført sin karakteristiske frakke, løftede triumferende to fingre i vejret – én for hver titel, han nu havde vundet med Chelsea.

Chelsea sluttede sæsonen med 91 point, hele 8 point foran Manchester United og med den bedste defensiv i ligaens historie, idet de kun lukkede 22 mål ind i hele sæsonen.

Sejren cementerede Chelseas status som Englands mest dominerende hold. Sir Alex Ferguson indrømmede efter kampen, at Chelsea var det bedste hold i ligaen, og at United skulle oppe sig for at kunne konkurrere i de kommende sæsoner.

Sejren står som et ikonisk øjeblik i Chelseas historie, hvor de officielt satte sig på tronen som Englands bedste hold. Det var ikke blot en sejr – det var en ydmygelse af en rival og en markering af en ny æra i Premier League.

Læs mere om kampen
chelseafc.com/chelsea-vs-manchester-united
transfermarkt.com/chelsea-manchester-united

2009: Chelsea – Liverpool 4-4

Champions League-kvartfinale (returkamp)

Den 14. april 2009 blev Stamford Bridge vidne til en af de mest spektakulære og dramatiske Champions League-kampe nogensinde, da Chelsea og Liverpool spillede 4-4 i en hæsblæsende kvartfinale-returkamp. Chelsea havde vundet det første opgør 3-1 på Anfield og gik ind til denne kamp som favoritter til at avancere. Men hvad der skulle have været en relativt rolig aften for Chelsea, udviklede sig til en af de mest kaotiske og mindeværdige Champions League-kampe i historien.

Optakt
Chelsea og Liverpool var i slutningen af 00’erne blevet kendt for deres episke Champions League-opgør, og dette var fjerde gang på fem sæsoner, at de mødtes i turneringen. Chelsea havde endelig fået overtaget i denne rivalisering efter tidligere semifinalenederlag i 2005 og 2007. Under ledelse af den midlertidige manager Guus Hiddink, der havde erstattet Luiz Felipe Scolari, var Chelsea på vej tilbage i form og så ud til at kunne nå Champions League-finalen for anden sæson i træk.

Liverpool kom til kampen med et 3-1-nederlag fra første opgør, hvilket betød, at de skulle score mindst tre mål på Stamford Bridge for at gå videre. De var dog uden anfører Steven Gerrard, hvilket gjorde opgaven endnu sværere. Men Rafael Benítez’ hold var kendt for deres evne til at lave store comebacks, og de var fast besluttede på at levere endnu et mirakel.

Kampen
Liverpool startede kampen med fuld intensitet, og de fik den perfekte start. Allerede i det 19. minut scorede Fábio Aurélio et fantastisk frisparksmål fra en spids vinkel, som overraskede Petr Čech, der forventede et indlæg. Liverpool var nu i gang.

Ni minutter senere blev Stamford Bridge endnu mere stille, da Liverpool fik straffespark efter et klodset træk af Branislav Ivanović i feltet. Xabi Alonso trådte frem og scorede sikkert til 2-0, og pludselig manglede Liverpool kun ét mål for at tage føringen i det samlede regnskab. Chelsea var rystede, og pausen kom på det helt rigtige tidspunkt for dem.

I anden halvleg kom Chelsea tilbage med fornyet energi. Bare to minutter efter pausen skete det uventede: Pepe Reina lavede en sjælden fejl, da han fumlede et skud fra Didier Drogba over målstregen til 2-1. Stamford Bridge eksploderede, og Chelsea var nu tilbage i kampen.

Få minutter senere kom endnu et mål, da Alex bankede et frispark op i hjørnet fra lang afstand. Pludselig stod det 2-2, og Chelsea var igen i kontrol. Liverpool var nu tvunget til at score yderligere tre mål for at gå videre.

Men dramaet var langt fra slut. I det 76. minut sendte Frank Lampard en perfekt aflevering til Drogba, der sendte bolden på tværs af feltet til Frank Lampard selv, som scorede til 3-2. Chelsea-fansene begyndte at juble, da kampen syntes afgjort – men Liverpool var ikke færdige med at drille Chelsea.

I det 81. minut scorede Lucas Leiva med et afrettet langskud, der snød Petr Čech og gjorde det til 3-3. Kun to minutter steg Dirk Kuyt steg til vejrs og headede Liverpool foran 4-3. Pludselig manglede Liverpool kun ét mål for at gå videre, og Stamford Bridge var ramt af total panik.

Men som så mange gange før, var det Frank Lampard, der lukkede kampen. I det 89. minut sendte han et fænomenalt skud ind via stolpen, og Stamford Bridge eksploderede i jubel. Kampen endte 4-4, og Chelsea gik videre med en samlet sejr på 7-5.

Da slutfløjtet lød, havde Stamford Bridge været vidne til en af de mest spektakulære Champions League-kampe nogensinde. Begge hold havde givet alt, og selvom Liverpool blev elimineret, fik de enorm respekt for deres heroiske indsats. Chelsea kunne ånde lettet op, selvom alle vidste, at de havde været tæt på at smide det hele væk.

Chelsea avancerede til semifinalen, hvor de stødte på Barcelona i endnu et historisk opgør, der endte i stor kontrovers. Men denne kamp mod Liverpool vil altid blive husket for sin vanvittige underholdningsværdi og de konstante momentumskift, der gjorde det til en ægte Champions League-klassiker.

Læs mere om kampen
uefa.com/chelsea-vs-liverpool
transfermarkt.com/chelsea-liverpool

2009: Chelsea – Barcelona 1-1

Champions League-semifinale

Den 6. maj 2009 blev Stamford Bridge vidne til en af de mest kontroversielle og følelsesladede kampe i Champions Leagues historie, da Chelsea mødte FC Barcelona i returkampen af semifinalen. Det var en aften præget af dramatik, dommerkontroverser og et af de mest berømte udbrud i fodboldhistorien – Didier Drogbas rasende råb: “It’s a disgrace!”.

Selvom Chelsea spillede en næsten perfekt kamp, blev de knust af Andrés Iniestas sidste-sekunds-mål, som sendte Barcelona videre på reglen om udebanemål. Kampen står stadig som en af de mest kontroversielle i Champions League-historien.

Optakt
Chelsea og Barcelona var to af Europas stærkeste hold i 2009. Barcelona, anført af Pep Guardiola i hans første sæson som træner, var i færd med at revolutionere fodbolden med deres tiki-taka-stil. De var favoritter til at vinde turneringen og havde Lionel Messi, Xavi, Iniesta og Eto’o i topform.

Chelsea var derimod et fysisk stærkt, taktisk disciplineret hold under Guus Hiddink, der havde erstattet Luiz Felipe Scolari tidligere på sæsonen. De var kendt for deres solide defensiv og aggressive spillestil, som var svær at bryde ned.

Første opgør på Camp Nou var endt 0-0, hvor Chelsea havde leveret en defensiv masterclass og frustreret Barcelona.

Kampen
Chelsea startede kampen i et højt tempo og viste fra første minut, at de ikke ville lade Barcelona dominere, og allerede efter 9 minutter eksploderede stadion.
Michael Essien scorede et af de bedste mål i Champions League-historien, da han fra kanten af feltet helflugtede bolden op i det ene hjørne via overliggeren. Det var et drømmemål, og Chelsea var nu foran 1-0.

Chelsea kontrollerede kampen og havde flere store chancer for at afgøre opgøret. Didier Drogba, Nicolas Anelka og Florent Malouda var alle tæt på at score, men hver gang blev deres skud enten reddet af Víctor Valdés eller blokeret af Barcelonas forsvar.

Men det, der skulle komme til at definere kampen, var dommerkendelserne – eller manglen på samme. Dommer Tom Henning Øvrebø kom i fokus, da Chelsea gentagne gange blev nægtet straffespark trods flere klare forseelser.

Chelsea blev snydt for flere straffespark, hvilket gjorde Stamford Bridge til et trykkammer af frustration. Her er nogle af de mest kontroversielle episoder:

20. minut: Dani Alves fældede Florent Malouda lige på kanten af feltet, men dommeren dømte frispark i stedet for straffe.

25. minut: Eric Abidal trak Drogba ned i feltet, men igen blev der ikke dømt noget.

52. minut: Drogba blev sparket ned af Yaya Touré i feltet – stadig ingen kendelse.

82. minut: Gerard Piqué stoppede et indlæg med hånden, men dommeren vinkede afværgende.

95. minut: I kampens døende sekunder sendte Michael Ballack et skud afsted som ramte Samuel Eto’os arm i feltet – men igen nægtede dommeren at dømme straffespark. Ballack løb rasende efter dommeren og skreg ham i ansigtet, mens hele Stamford Bridge eksploderede i vrede.

Hver gang Chelsea appellerede, afviste Øvrebø dem. Frustrationen nåede sit højdepunkt i overtiden, da Chelsea var sekunder fra at gå i finalen.
Iniestas hjerteskærende mål

I det 93. minut modtog Andrés Iniesta bolden fra Lionel Messi lige uden for feltet. Med et perfekt første touch sendte han et langskud forbi Petr Čech. 1-1.
Stamford Bridge gik fra ekstase til stilhed på et splitsekund. Barcelona var nu videre på reglen om udebanemål, og Chelsea havde ikke tid til at svare igen.

Da dommeren fløjtede af, brød Stamford Bridge ud i rene protester. Chelsea-spillerne stormede Øvrebø, med Didier Drogba i spidsen. Han var så rasende, at han skreg ind i kameraet: “It’s a disgrace! It’s a fucking disgrace!”. Hans vrede blev symbolet på Chelseas frustration og på en af de mest kontroversielle kampe i Champions League-historien.

Efter kampen
Chelsea-fans, spillere og eksperter var rasende over dommerpræstationen. UEFA indrømmede senere, at Øvrebø havde lavet flere fejl, men kampen kunne ikke spilles om.

Barcelona gik videre og vandt senere finalen mod Manchester United. De blev hyldet som Europas bedste hold, men for Chelsea var det en bitter pille at sluge – de følte, at de var blevet bestjålet for en plads i finalen. Mange Chelsea-fans anser stadig denne kamp som en af de største uretfærdigheder i klubbens historie.

Læs mere om kampen
uefa.com/chelsea-vs-barcelona
transfermarkt.com/chelsea-barcelona

2012: Tottenham – Chelsea 1-5

FA Cup-semifinale

Den 15. april 2012 leverede Chelsea en af deres mest spektakulære præstationer i et London-derby, da de ydmygede Tottenham 5-1 på Wembley i FA Cup-semifinalen. Kampen var en målrig affære, men den huskes især for en af FA Cuppens mest kontroversielle dommerkendelser – Juan Matas “spøgelsesmål”, som aldrig krydsede målstregen.

Optakt
Denne FA Cup-semifinale var ikke bare en kamp om en finaleplads – det var et intenst rivalopgør mellem Chelsea og Tottenham. Begge hold havde haft en stærk sæson og lå i toppen af Premier League.

Chelsea, ledet af Roberto Di Matteo, var begyndt at finde momentum efter en turbulent sæson, hvor André Villas-Boas var blevet fyret tidligere på året. Klubben var stadig med i Champions League, men FA Cuppen var en oplagt chance for at vinde sølvtøj.

Tottenham, under Harry Redknapp, var et af Englands mest underholdende hold, anført af Gareth Bale, Luka Modrić og Emmanuel Adebayor. Spurs drømte om at vinde deres første FA Cup siden 1991 og få revanche mod Chelsea, der havde domineret dem i de seneste sæsoner.

Kampen
Chelsea tog føringen i det 43. minut med en fantastisk scoring af Didier Drogba, der endnu en gang viste sin evne til at levere i de store kampe. Han modtog bolden i feltet, vendte rundt på en tallerken og bankede bolden op i nettaget til 1-0.

Men det mest kontroversielle øjeblik kom tidligt i anden halvleg.

I det 49. minut opstod der kaos i Tottenhams felt efter en dødbold. Juan Mata sendte et skud mod mål, som Tottenham-forsvaret kastede sig ind for at blokere. Bolden blev clearet tæt på målstregen, men dommeren Martin Atkinson pegede pludselig på midten og dømte mål – selvom bolden aldrig havde krydset stregen!

Tottenham-spillerne eksploderede i protest, især Ledley King og Rafael van der Vaart, men kendelsen stod ved magt. Chelsea var nu foran 2-0 på et mål, der aldrig var inde.

Tottenham fik dog hurtigt reduceret til 2-1 i det 56. minut, da Gareth Bale udnyttede en fejl i Chelseas forsvar og lagde bolden i et tomt mål. På dette tidspunkt var kampen stadig åben, og Spurs pressede for en udligning.

Men Chelsea var ustoppelige denne aften. I det 77. minut blev Ramires sendt alene igennem af Juan Mata og chiprede bolden over Carlo Cudicini til 3-1.

I det 81. minut blev Frank Lampard tildelt et frispark lige uden for feltet, og han leverede en af sine klassiske frisparksperler. Med en kraftfuld afslutning sendte han bolden forbi muren og i nettet til 4-1.

For at fuldende ydmygelsen lukkede Florent Malouda festen i det 91. minut, da han blev spillet fri af Frank Lampard og gjorde det til 5-1. Tottenham var knust, mens Chelsea-spillerne fejrede deres plads i FA Cup-finalen.

Efter kampen
Efter kampen var alt fokus på Juan Matas kontroversielle mål. Harry Redknapp og Tottenham-fansene følte sig snydt, og dommerkendelsen blev sammenlignet med Chelseas berømte “spøgelsesmål” mod Liverpool i 2005 Champions League-semifinalen.

Men kontroverserne kunne ikke fjerne det faktum, at Chelsea havde været overlegne. Lampard og Mata havde domineret midtbanen, og Chelsea viste, hvorfor de var et af de bedste hold i England.

Chelsea gik videre til FA Cup-finalen, hvor de senere besejrede Liverpool 2-1 og sikrede sig deres syvende FA Cup-titel. Tottenham, derimod, mistede momentum og faldt ud af top 4 i Premier League, hvilket betød, at de gik glip af næste sæsons Champions League.

Læs mere om kampen
espn.co.uk/chelsea-tottenham-hotspur
transfermarkt.com/tottenham-hotspur-chelsea

2012: Bayern München – Chelsea 1-1

Champions League-finale

Den 19. maj 2012 blev en af de mest skelsættende dage i Chelseas historie, da de vandt deres første Champions League-titel ved at besejre Bayern München i en nervepirrende finale på Allianz Arena. Finalen blev en dramatisk kamp, hvor Chelsea kæmpede mod alle odds, overlevede et sent Bayern-mål og triumferede i en af de mest mindeværdige straffesparkskonkurrencer i Champions League-historien. Didier Drogbas ikoniske præstation gjorde ham til en udødelig legende i klubben.

Optakt
Chelsea var underdogs i denne finale. Klubben havde været tæt på Champions League-triumf før, men havde lidt smertefulde nederlag – særligt i finalen i 2008 mod Manchester United, hvor John Terry missede det afgørende straffespark. Derudover havde Chelsea haft en turbulent sæson. Manager André Villas-Boas var blevet fyret tidligere på året, og Roberto Di Matteo var trådt til som midlertidig manager. Chelsea havde kvalificeret sig til finalen via en af de mest mindeværdige Champions League-semifinaler nogensinde, hvor de på mirakuløs vis eliminerede Barcelona på Camp Nou trods en mand i undertal.

Bayern München var storfavoritter til at vinde finalen. Ikke alene havde de et stærkt hold med profiler som Arjen Robben, Franck Ribéry og Bastian Schweinsteiger. De spillede også finalen på deres egen hjemmebane, Allianz Arena. De fleste forventede derfor, at Bayern ville dominere kampen totalt og vinde komfortabelt.

Kampen
Som forventet begyndte Bayern kampen med total kontrol. Chelsea blev tvunget tilbage i en defensiv formation, og Bayern skabte chance efter chance. Petr Čech stod en fantastisk kamp og holdt Chelsea inde i opgøret med flere afgørende redninger. Arjen Robben, Mario Gomez og Thomas Müller havde alle store muligheder, men manglede skarphed foran mål.

Den forløsende scoring kom først i det 83. minut, da Thomas Müller headede Bayern foran 1-0 efter et indlæg fra Toni Kroos. På dette tidspunkt lignede det, at Chelseas Champions League-drøm endnu en gang var knust. Men Chelsea gav ikke op.

Fem minutter senere, i det 88. minut, skabte Chelsea deres eneste hjørnespark i hele kampen – og her trådte Didier Drogba frem som den store helt. Juan Mata slog et perfekt indlæg, og Drogba steg til vejrs og pandede bolden i nettet til 1-1. Det var et af de mest ikoniske øjeblikke i Chelseas historie – et kraftfuldt hovedstød, der tvang kampen ud i forlænget spilletid.

Forlænget spilletid startede kaotisk, da Drogba nær blev skurken kort efter sit mål. Han begik et klodset straffespark på Franck Ribéry, og dommeren pegede straks på pletten. Allianz Arena eksploderede i jubel, da Arjen Robben trådte frem for at tage straffesparket. Men Petr Čech leverede en af sine største redninger nogensinde og reddede Robbens skud.

Straffesparkskonkurrencen blev en nervepirrende affære. Bayern München startede bedst, da Mata missede Chelseas første spark, men Čech var en mur i målet og reddede to afgørende spark fra Olic og Schweinsteiger. Ved Chelseas sidste spark havde Didier Drogba muligheden for at afgøre finalen og blive den helt store helt. Med en kølig afslutning sendte han Manuel Neuer den forkerte vej og sparkede bolden i nettet.

Chelsea vinder 4-3 på straffe.

Chelsea havde gjort det. Didier Drogba løb jublende afsted, mens Chelsea-spillerne kastede sig over ham i ekstase. Efter årtiers ventetid og utallige skuffelser kunne Chelsea endelig løfte Champions League-trofæet.

Efter kampen
Champions League-sejren ændrede Chelseas historie for altid. Fra at være en klub, der ofte blev set som en ny magtfaktor uden europæisk succes, blev de nu en del af den absolutte elite i europæisk klubfodbold. Sejren sikrede dem automatisk en plads i næste sæsons Champions League, selvom de havde sluttet på en skuffende 6. plads i Premier League.

Didier Drogba spillede sin sidste kamp for Chelsea i denne finale, hvilket kun gjorde hans helterolle endnu mere legendarisk. Petr Čechs præstation i straffesparkskonkurrencen cementerede hans status som en af de største målmænd i klubbens historie. Og Roberto Di Matteo, som var blevet midlertidig manager blot få måneder før, blev hyldet som en mirakelmager.

Læs mere om kampen
uefa.com/bayern-munchen-chelsea
en.wikipedia.org/2012_UEFA_Champions_League_final

2014: Chelsea – Arsenal 6-0

Premier League

Den 22. marts 2014 blev en dag, som Arsenal-fans helst vil glemme, men en dag, Chelsea-fans vil huske for evigt. Chelsea ydmygede rivalerne Arsenal med 6-0 på Stamford Bridge, i hvad der skulle have været en festdag for Arsène Wenger, der stod i spidsen for kamp nummer 1000 som Arsenal-manager. I stedet blev det en af hans værste dage som manager nogensinde.

Chelsea leverede en perfekt præstation, hvor de på mindre end 20 minutter havde afgjort kampen, mens Arsenal kollapsede fuldstændigt. Kampen huskes også for en af Premier Leagues største dommerfejl, hvor Kieran Gibbs blev fejlagtigt udvist i stedet for Alex Oxlade-Chamberlain.

Optakt
Chelsea og Arsenal lå begge i toppen af Premier League i 2013/14-sæsonen, så kampen var et nøgleopgør i mesterskabskampen. Chelsea lå nummer ét under José Mourinho, mens Arsenal drømte om deres første Premier League-titel siden deres “Invincibles”-sæson i 2003/04.

Men presset var på Arsène Wenger, som stod i spidsen for sin 1.000. kamp som Arsenal-manager. Kampen var ment som en fejring af hans lange karriere, men det skulle hurtigt vise sig at blive en mareridtsdag for ham og hans hold.

Chelsea, anført af Mourinho, havde en stærk hjemmebanerekord mod Arsenal og gik ind til kampen med en klar strategi: Højt pres, hurtige omstillinger og brutal effektivitet foran mål.

Kampen
Kampen startede i et hæsblæsende tempo, og Arsenal blev rystet allerede efter 5 minutter, da Samuel Eto’o åbnede scoringen. Chelsea pressede højt, tvang Arsenal til boldtab, og Eden Hazard sendte en perfekt aflevering til Eto’o, som skar ind i feltet og elegant placerede bolden i det lange hjørne til 1-0.
Før Arsenal overhovedet nåede at trække vejret, blev det 2-0 blot to minutter senere. Nemanja Matić erobrede bolden højt oppe på banen, sendte Oscar i feltet, som lagde bolden videre til André Schürrle, der hamrede bolden i nettet. Stamford Bridge eksploderede, mens Arsenal så fuldstændig chokerede ud.

Kampen tog en endnu mere bizart drejning i det 15. minut, da Chelsea fik et straffespark – og en af Premier Leagues mest berømte dommerfejl opstod. Eden Hazard afsluttede på mål, og Alex Oxlade-Chamberlain reddede bolden med hånden i feltet. Dommer Andre Marriner dømte korrekt straffespark, men udviste fejlagtigt Kieran Gibbs i stedet for Oxlade-Chamberlain!

Arsenal-spillerne protesterede voldsomt, men beslutningen stod ved magt. Eden Hazard eksekverede straffesparket sikkert til 3-0, og Arsenal var nu nede med tre mål og ti mand efter kun 17 minutter.

Chelsea fortsatte deres dominans og gjorde ydmygelsen endnu værre.

4-0 (42’): Oscar scorede lige før pausen efter et præcist indlæg fra Fernando Torres.

5-0 (66’): Oscar igen, efter en klodset clearing af Arsenal-forsvaret.

6-0 (71’): Mohamed Salah, der var blevet skiftet ind, løb fri og afsluttede sikkert forbi Szczęsny.

Med 20 minutter tilbage kunne Chelsea have scoret endnu flere mål, men de sænkede tempoet og spillede kampen færdig.

Efter kampen
Da dommeren fløjtede af, stod Arsenal tilbage med et af de største nederlag i klubbens historie. Arsène Wengers 1.000. kamp var blevet et mareridt.
José Mourinho var igen Wengers nemesis, og han forblev ubesejret mod Arsenal-manageren efter endnu en taktisk triumf. Efter kampen kaldte Mourinho det en perfekt præstation, mens Wenger og Arsenal-spillerne måtte forlade banen med skam.

Kampen cementerede Chelseas dominans over Arsenal i Mourinho-æraen. Arsenal blev ydmyget i en af deres vigtigste kampe i årevis, og det var en kamp, som Arsène Wenger aldrig ville komme sig helt over.

Læs mere om kampen
premierleague.com/chelsea-arsenal
transfermarkt.com/chelsea-arsenal

2021: Man. City – Chelsea 0-1

Champions League-finale

Den 29. maj 2021 skrev Chelsea endnu et kapitel i klubbens glorværdige historie, da de besejrede Manchester City 1-0 i Champions League-finalen på Estádio do Dragão i Porto. Kampen var en taktisk triumf for Thomas Tuchel og en aften, hvor en ny Chelsea-stjerne trådte frem på den internationale scene: Kai Havertz. Sejren sikrede Chelsea deres anden Champions League-titel og cementerede klubbens status som en af Europas absolutte topklubber.

Optakt
Chelsea var endnu en gang underdogs i denne finale. Holdet havde haft en turbulent sæson, hvor Frank Lampard blev fyret i januar, og Thomas Tuchel blev ansat som manager. Under Tuchel forvandlede Chelsea sig hurtigt til et af Europas bedst organiserede hold, hvilket førte dem hele vejen til Champions League-finalen.

Manchester City, under Pep Guardiola, var derimod favoritter. De havde allerede vundet Premier League i suveræn stil og var i deres første Champions League-finale nogensinde. Guardiola var opsat på at vinde sin første Champions League-titel siden hans Barcelona-dage, og mange forventede, at City ville dominere finalen.

Chelsea havde dog allerede slået City to gange i foråret 2021 – i FA Cup-semifinalen og i Premier League – hvilket gav dem en mental fordel. Men en finale var noget helt andet, og City var desperate for at tage trofæet med hjem.

Kampen
Fra kampens start stod det klart, at Chelsea havde en klar strategi. De tillod City at have boldbesiddelsen, men stod kompakt i defensiven og var klar til at slå til på kontraangreb.

Manchester City chokerede alle ved ikke at starte med en defensiv midtbanespiller – Rodri og Fernandinho blev begge udeladt af startopstillingen, hvilket gjorde City mere offensivt, men også mere sårbare. Kevin De Bruyne blev sat til at spille en falsk 9’er, men blev lukket ned af Chelsea-forsvaret, anført af N’Golo Kanté, der spillede en af sine bedste kampe nogensinde.

Chelsea skabte kampens første store chance i det 14. minut, da Timo Werner missede en stor mulighed fra tæt hold. Werner var en konstant trussel med sine løb, men hans afslutninger manglede skarphed.

Den afgørende scoring kom i det 42. minut. Chelsea sendte en lang bold fremad, hvor Mason Mount med en sublim aflevering splittede Citys forsvar ad. Kai Havertz løb i dybden, rundede Ederson og sparkede bolden i nettet til 1-0. Det var Havertz’ første mål i Champions League, som kom på det bedst mulige tidspunkt.

I anden halvleg pressede Manchester City mere på, men Chelsea forsvarede sig heroisk. Antonio Rüdiger leverede blandt andet en fuldstændig perfekt tackling på Phil Foden, og Reece James lukkede Raheem Sterling helt ude af kampen.

I det 60. minut led City et hårdt slag, da Kevin De Bruyne måtte udgå med en skade efter en hård duel med Rüdiger. Belgieren var Citys vigtigste offensivspiller, og uden ham havde de svært ved at skabe chancer.

I kampens sidste minutter pressede City desperat på, og i det 96. minut fik de en sidste chance. Riyad Mahrez fyrede et langskud afsted, men bolden sneg sig lige over overliggeren. Kort efter lød slutfløjtet, og Chelsea var Champions League-vindere.

Læs mere om kampen
en.wikipedia.org/2021_UEFA_Champions_League_final
uefa.com/man-city-chelsea