Emirates Stadium

Emirates Stadium blev indviet i juli 2006 og markerede en ny æra for Arsenal F.C., der forlod deres historiske og legendariske hjemmebane, Highbury. Skiftet var nødvendigt for at kunne følge med de økonomiske krav i moderne fodbold, da Highbury med sin begrænsede kapacitet ikke kunne udvides yderligere midt i et boligkvarter.

Selve stadionet er et topmoderne bygningsværk, der fra starten var designet til at maksimere tilskueroplevelsen med et bølgende design og frit udsyn fra alle pladser. For at imødekomme kritikken af, at det nye stadion manglede sjæl sammenlignet med det gamle, iværksatte klubben i 2009 den såkaldte “Arsenalisation”. Her blev stadionet udsmykket med vægmalerier af klublegender, og statuer af ikoner som Thierry Henry og Tony Adams blev rejst udenfor, hvilket har skabt en stærkere historisk forankring.

Stadionet består af tre niveauer og er kendt for sin imponerende grønsvær, der ofte betegnes som en af verdens bedste. I modsætning til mange ældre engelske stadions er faciliteterne her designet til komfort, med polstrede sæder og brede gangarealer, hvilket giver en mere luksuriøs, men stadig intens fodboldoplevelse.

Stadionets kapacitet er blandt de største i England. Den officielle kapacitet ligger på 60.704 tilskuere, og da det er et “all-seater” stadion, ændres kapaciteten ikke væsentligt mellem Premier League og europæiske kampe, modsat stadions med ståpladser. Tilskuerrekorden er på 60.161 og blev sat den 3. november 2007 i en kamp mod Manchester United.

Sådan kommer du til Emirates Stadium

Den nemmeste måde at komme til Emirates Stadium med offentlig transport er med ‘The Tube’ (London Underground). Den mest direkte rute er via Piccadilly Line, hvor du skal stå af på Arsenal Station. Fra det centrale London (f.eks. King’s Cross St. Pancras) tager turen kun omkring 5-10 minutter. Togene kører meget ofte, men på kampdage er stationen og perronerne tætpakkede med fans, så det kan være en fordel at tage afsted i god tid eller overveje alternative stationer.

Fra Arsenal Station er ruten til stadion meget kort. Du går blot ud af stationen, drejer til højre og følger Ken Friar-broen over togskinnerne direkte til stadionet – en tur på få minutter. Alternativt kan du benytte stationerne Finsbury Park (Victoria og Piccadilly Line) eller Highbury & Islington (Victoria Line og Overground). Fra disse stationer er gåturen lidt længere, cirka 10-15 minutter, men det kan være en fordel efter kampen for at undgå køen ved den lille Arsenal Station. Her vil du også opleve den massive strøm af fans, der fylder gaderne og skaber stemning allerede inden ankomst.

For at betale for din rejse i London behøver du ikke længere købe fysiske billetter. Du kan bruge et Oyster Card, men det nemmeste er at bruge dit kontaktløse betalingskort eller din mobil (Apple Pay/Google Pay) direkte ved spærrene. Det er altid en god idé at tjekke app’en ‘TfL Go’ eller Google Maps på dagen. Her kan du se eventuelle forsinkelser på undergrundsbanen, hvilket er vigtigt i en travl millionby som London.

Kort: Emirates Stadium

De største Arsenal-kampe

26. april 1930: Arsenal – Huddersfield Town 2-0

Den 26. april 1930 vandt Arsenal sit første store trofæ, da de besejrede Huddersfield Town 2-0 i FA Cup-finalen på Wembley. Sejren markerede et vendepunkt for klubben under ledelse af manager Herbert Chapman, som tidligere havde ført netop Huddersfield til stor succes. Med denne titel lagde Chapman fundamentet for Arsenals første store dominansperiode i engelsk fodbold.

Kampens første mål blev scoret efter 16 minutter af Alex James efter oplæg fra Cliff Bastin, hvilket bragte Arsenal foran 1-0. Dette var også stillingen ved pausen. Sejren blev endeligt sikret i det 88. minut, da Jack Lambert scorede til 2-0 med Alex James som oplægger.

08. maj 1971: Arsenal – Liverpool 2-1

FA Cup-finalen den 8. maj 1971 mod Liverpool var den afgørende kamp, der sikrede Arsenal klubbens første “The Double”, få dage efter mesterskabet var vundet. Efter en målløs ordinær spilletid så det ud til, at Liverpool ville vinde finalen, da Steve Heighway i det andet minuts overtid (90+2′) bragte Liverpool foran 1-0 efter en aflevering fra Peter Thompson.

Kampen gik i forlænget spilletid, hvor Arsenal vendte resultatet. I det 101. minut udlignede George Graham til 1-1 efter oplæg fra Eddie Kelly. Sejrsmålet, der sikrede trofæet, blev scoret i det 111. minut af Charlie George, som med et højrebenet skud bragte Arsenal foran 2-1. Oplægget til målet kom fra John Radford, og med sejren var klubbens historiske “The Double” en realitet.

12. maj 1979: Arsenal – Manchester United 3-2

I FA Cup-finalen den 12. maj 1979 etablerede Arsenal en komfortabel føring på 2-0 over Manchester United inden pausen. Det første mål blev scoret i det 12. minut af Brian Talbot med et højrebenet skud efter en aflevering fra David Price. I det 43. minut udbyggede Frank Stapleton føringen til 2-0 med et hovedstød, assisteret af et indlæg fra Liam Brady. Med denne føring så Arsenal ud til at have fuld kontrol over kampen.

Kampens afslutning er årsagen til, at den er gået over i historien. Med under fem minutter tilbage af ordinær spilletid iværksatte Manchester United et dramatisk comeback. I det 86. minut reducerede Gordon McQueen til 1-2, og blot to minutter senere, i det 88. minut, udlignede Sammy McIlroy til 2-2 efter et indlæg fra Steve Coppell. Arsenal svarede dog prompte. Direkte fra det efterfølgende angreb, i det 89. minut, scorede Alan Sunderland det afgørende sejrsmål til 3-2 efter et indlæg fra Graham Rix.

26. maj 1989: Liverpool – Arsenal 0-2

Den 26. maj 1989 mødtes Liverpool og Arsenal på Anfield i sæsonens absolut sidste og afgørende kamp om det engelske mesterskab. Arsenals opgave var at vinde med mindst to overskydende mål for at overhale Liverpool på førstepladsen. Efter en målløs første halvleg bragte Alan Smith Arsenal foran 0-1 i det 52. minut. Målet blev scoret med hovedet efter et frispark fra Nigel Winterburn.

Resultatet 0-1 holdt indtil kampens overtid, en stilling der ville have gjort Liverpool til mestre. I det 91. minut lykkedes det dog for Michael Thomas at score det afgørende mål til 0-2 med et højrehug efter oplæg fra Alan Smith. Med sejren på 0-2 sluttede Arsenal og Liverpool på samme pointantal, men Arsenal sikrede sig mesterskabet på målscore, afgjort i sæsonens allersidste angreb.

04. maj 1994: Arsenal – Parma 1-0

Arsenal mødte de forsvarende mestre fra Parma i finalen i Pokalvindernes Turnering den 4. maj 1994 i Parken, København. Arsenal var stærkt svækket i defensiven til kampen, da anfører Tony Adams og Martin Keown var skadede, mens midtbanespilleren John Jensen var ude med karantæne. Dette tvang manager George Graham til at stille med en alternativ forsvarskæde, anført af Steve Bould og Andy Linighan, i en af klubbens vigtigste europæiske kampe.

Kampens eneste mål blev scoret i det 20. minut af angriberen Alan Smith, som med et venstrebensskud uden assist bragte Arsenal foran 1-0. Efter scoringen leverede det undertippede og skadesramte Arsenal-hold en disciplineret defensiv præstation i de resterende 70 minutter. De formåede at modstå presset fra et stærkt Parma-hold og holdt føringen til slutfløjtet, hvilket sikrede klubben sit andet europæiske trofæ.

8. maj 2002: Manchester United – Arsenal 0-1

Den 8. maj 2002 rejste Arsenal til Old Trafford for at møde de direkte rivaler fra Manchester United i sæsonens næstsidste kamp. Blot fire dage forinden havde Arsenal vundet FA Cup-finalen, og et enkelt point på Old Trafford ville være nok til at sikre Premier League-titlen. Dermed var scenen sat for, at klubben kunne vinde sin anden “The Double” i historien på den værst tænkelige modstanders hjemmebane.

Efter en målløs første halvleg faldt kampens afgørelse i det 57. minut. Freddie Ljungberg brød igennem og afsluttede mod mål, men Manchester Uniteds målmand parerede forsøget. Returbolden endte dog for fødderne af Sylvain Wiltord, som med et venstrebensskud sendte bolden i nettet til stillingen 0-1. Målet var Wiltords 10. i sæsonen, og Ljungbergs afslutning blev noteret som hans 4. assist. Resultatet holdt kampen ud, og Arsenal sikrede sig dermed mesterskabet og fuldendte en historisk “Double” på Old Trafford.

25. april 2004: Tottenham Hotspur – Arsenal 2-2

Den 25. april 2004 kunne Arsenal sikre sig Premier League-mesterskabet med et point på udebane mod ærkerivalerne Tottenham Hotspur. Arsenal fik en ideel start på kampen, da Patrick Vieira allerede efter tre minutter bragte holdet foran 0-1 efter en assist fra Dennis Bergkamp. Føringen blev udbygget i det 35. minut, da Robert Pirès scorede til 0-2 på et oplæg fra Patrick Vieira, hvilket var stillingen ved pausen.

I anden halvleg kom Tottenham tilbage i kampen. Først reducerede Jamie Redknapp til 1-2 i det 62. minut med Michael Brown som assistmager. I kampens 90. minut udlignede Robbie Keane til slutresultatet 2-2 på et straffespark, som han selv havde fremtvunget. Selvom Arsenal ikke vandt kampen, var det ene point fra det uafgjorte resultat nok til matematisk at sikre klubben mesterskabet. At titlen blev vundet på rivalernes hjemmebane, White Hart Lane, markerede et højdepunkt i den historiske sæson, hvor holdet, kendt som “The Invincibles”, gik ubesejret gennem hele Premier League-turneringen.

21. maj 2005: Arsenal – Manchester United 0-0 (5-4 efter straffespark)

Den 21. maj 2005 mødte Arsenal Manchester United i FA Cup-finalen på Millennium Stadium i Cardiff. Den ordinære og forlængede spilletid endte 0-0, på trods af en markant spilovervægt til Manchester United. Arsenal var under stort pres i store dele af opgøret, og situationen blev yderligere kompliceret, da José Antonio Reyes blev udvist i den forlængede spilletid. Holdets defensive indsats var dog nok til at tvinge afgørelsen ud i en straffesparkskonkurrence.

I den efterfølgende straffesparkskonkurrence vandt Arsenal med 5-4. Det afgørende øjeblik indtraf, da anfører Patrick Vieira trådte frem for at sparke Arsenals femte og sidste spark. Han scorede sikkert og sikrede dermed trofæet. Sparket blev historisk, da det var den sidste boldberøring, Vieira havde for klubben, idet han skiftede til Juventus i den efterfølgende sommer. Dermed blev det en markant og dramatisk afslutning på hans karriere i klubben, hvor han sikrede et trofæ med sin absolut sidste boldberøring som Arsenal-spiller.

25. april 2006: Villarreal – Arsenal 0-0

Den 25. april 2006 spillede Arsenal returkamp i Champions League-semifinalen mod Villarreal på El Madrigal. Arsenal gik ind til kampen med en 1-0 føring fra det første opgør på Highbury. Selve kampen endte 0-0. Resultatet betød, at Arsenal med en samlet sejr på 1-0 kvalificerede sig til klubbens første og hidtil eneste Champions League-finale. Kampens afgørende øjeblik indtraf i det 89. minut, da Villarreals Juan Román Riquelme brændte et straffespark. Arsenals målmand, Jens Lehmann, reddede forsøget og sikrede dermed det uafgjorte resultat, som sendte holdet videre.

17. maj 2014: Arsenal – Hull City 3-2

Den 17. maj 2014 stod Arsenal i FA Cup-finalen mod Hull City. Kampen var afgørende for klubben, da den havde potentialet til at afslutte en ni år lang periode uden et trofæ. Starten på kampen blev et chok for Arsenal. Allerede efter fire minutter scorede James Chester for Hull City, og i det ottende minut øgede Curtis Davies føringen til 0-2.

Arsenal indledte dog et comeback, da Santi Cazorla reducerede til 1-2 på et direkte frispark i det 17. minut. Udligningen kom i det 71. minut ved Laurent Koscielny, hvilket sendte kampen i forlænget spilletid. Afgørelsen faldt i det 109. minut, da Aaron Ramsey scorede det vindende mål til 3-2 efter oplæg fra Olivier Giroud. Sejren sikrede Arsenal klubbens første trofæ i ni år.