Arsenal-kampe

1979: Arsenal – Manchester United 3-2

FA Cup-finale

Den 12. maj 1979 spillede Arsenal og Manchester United en af de mest dramatiske FA Cup-finaler nogensinde. Arsenal var foran 2-0 og virkede sikre på sejren, men i de sidste fem minutter af kampen udlignede Manchester United sensationelt til 2-2. Lige da det lignede, at kampen ville gå i forlænget spilletid, scorede Alan Sunderland et af de mest ikoniske FA Cup-mål nogensinde og sikrede Arsenal en dramatisk 3-2-sejr.

Finalen blev kendt som “The Five-Minute Final” på grund af den utrolige afslutning, og den står stadig som en af de mest mindeværdige i FA Cuppens lange historie.

Optakt
Arsenal havde haft en stærk sæson og var nået til FA Cup-finalen under manager Terry Neill. Holdet var kendt for deres balance mellem teknik og fysisk styrke, og de havde stjerner som Liam Brady, Frank Stapleton og Pat Rice på holdkortet.

Manchester United, der var under ledelse af Dave Sexton, havde en trup fyldt med talent, herunder spillere som Gordon McQueen, Joe Jordan og Lou Macari.
For Arsenal var det en chance for at vinde FA Cuppen for første gang siden 1971, mens United jagtede deres anden titel i turneringen på fem år.

Kampen
Arsenal startede kampen stærkt og dominerede store dele af første halvleg. Efter kun 12 minutter fik de deres første store gennembrud. Liam Brady, der var Arsenals kreative motor på midtbanen, drev bolden frem og sendte en perfekt aflevering til Brian Talbot, der sikkert sendte bolden i nettet til 1-0.

I det 43. minut blev det endnu bedre for Arsenal. Liam Brady var igen arkitekten bag et flot angreb, da han spillede Frank Stapleton fri med en præcis aflevering. Stapleton afsluttede klinisk og gjorde det til 2-0. Arsenal havde total kontrol med kampen.

I anden halvleg fortsatte Arsenal med at kontrollere og så ud til at cruise mod en sikker sejr. Manchester United forsøgte at skabe chancer, men de blev lukket ned af Arsenals solide defensiv, anført af Pat Rice og David O’Leary.

Men så gik kampen ind i de sidste fem minutter – og kaos brød løs.

I det 86. minut fik Manchester United reduceret. Gordon McQueen kom først på et hjørnespark og sendte bolden i nettet til 2-1. Arsenal-spillerne virkede rystede, og United lugtede blod.

Blot to minutter senere, i det 88. minut, eksploderede Wembley, da Sammy McIlroy lavede et fantastisk soloangreb, driblede gennem Arsenal-forsvaret og sendte bolden i nettet til 2-2. United-fansene gik amok – de havde lavet et af de mest utrolige comebacks i FA Cup-finalernes historie, og det lignede, at kampen ville gå i forlænget spilletid.

Men Arsenal svarede omgående igen. Direkte efter Uniteds udligning gik de i angreb. Liam Brady drev bolden frem og sendte den ud til venstre, hvor Graham Rix slog et præcist indlæg mod bageste stolpe. Alan Sunderland kastede sig frem og prikkede bolden i nettet til 3-2.

Uniteds spillere var knuste. De havde kæmpet sig tilbage fra 2-0, kun for at se Arsenal snuppe sejren sekunder senere.

Efter kampen
Da dommeren fløjtede af, brød Arsenal-fansene ud i ekstase. Spillerne omfavnede hinanden, og Alan Sunderland blev båret rundt som en helt.

Liam Brady blev udråbt som kampens helt store oplevelse. Hans spilintelligens og evne til at skabe chancer havde været afgørende for Arsenals sejr. Terry Neill roste sit hold for at have svaret hurtigt igen efter Uniteds chokudligning, mens Alan Sunderland beskrev sit mål som “det største øjeblik i mit liv.”

For Manchester United var det en brutal afslutning på en finale, hvor de havde været sekunder fra at sende kampen i forlænget spilletid. Sammy McIlroys mål burde have været det, der sikrede United en historisk comeback-sejr, men Alan Sunderland havde andre planer.

Finalen i 1979 bliver ofte nævnt som en af de mest spændende i FA Cuppens historie. De sidste fem minutter var en følelsesmæssig rutsjebane for både Arsenal- og United-fans, og Alan Sunderlands sejrsmål er stadig en af de mest ikoniske øjeblikke i turneringens lange historie.

Læs mere om kampen
transfermarkt.com/arsenal-manchester-united
en.wikipedia.org/1979_FA_Cup_final

1989: Liverpool – Arsenal 0-2

First Division

Den 26. maj 1989 skrev Arsenal et af de mest ikoniske kapitler i engelsk fodboldhistorie, da de besejrede Liverpool 2-0 på Anfield i sæsonens sidste kamp og snuppede mesterskabet foran næsen på netop Liverpool. Ligaen blev afgjort i de allersidste sekunder, da Michael Thomas scorede et af Arsenals mest berømte mål nogensinde.

Optakt
Sæsonen 1988/89 havde været præget af stor spænding, men den fik en tragisk drejning den 15. april 1989, da Hillsborough-katastrofen resulterede i 97 Liverpool-fans’ død under FA Cup-semifinalen. Efter tragedien blev sæsonen midlertidigt suspenderet, hvilket betød, at Arsenals afgørende kamp mod Liverpool blev rykket til slutningen af maj.

Liverpool, anført af Kenny Dalglish, var forsvarende mestre og det dominerende hold i engelsk fodbold i 1980’erne. Arsenal, under ledelse af George Graham, var på vej frem, men de havde ikke vundet ligaen siden 1971.

Inden den sidste kamp lå Liverpool øverst i tabellen med 76 point, mens Arsenal var lige efter med 73 point. For at vinde mesterskabet skulle Arsenal vinde med mindst to mål på Anfield, hvilket virkede næsten umuligt – Liverpool havde ikke tabt med to mål på hjemmebane i tre år.

Arsenal-spillerne vidste, at de var oppe imod et hold af europæisk klasse, og Anfield var ikke et sted, hvor gæster ofte vandt. Men de troede på miraklet.

Kampen
Fra starten var det tydeligt, at Arsenal ikke kom for at lægge sig fladt ned. De spillede disciplineret, mens Liverpool var mere afventende, velvidende at selv en smal sejr til Arsenal ikke ville være nok.

Efter en målløs første halvleg fik Arsenal det gennembrud, de havde brug for. I det 52. minut fik de et frispark på kanten af feltet. Bolden blev løftet ind i boksen, hvor Alan Smith kom højest og headede bolden i nettet til 1-0. Liverpool-spillerne protesterede og mente, at der var blevet dømt indirekte frispark, men målet blev godkendt. Nu manglede Arsenal kun ét mål for at snuppe mesterskabet.

Liverpool begyndte at presse på for en udligning, men Arsenal forsvarede sig heroisk. Minutterne tikkede af sted, og da kampuret rundede de 90 minutter, så det ud til, at Liverpool ville holde stand.

Men så skete det utrolige.

I det 92. minut sendte Arsenal-forsvareren Lee Dixon en lang bold frem mod Alan Smith, der lagde den videre til en fremadstormende Michael Thomas. Liverpool-forsvaret forsøgte desperat at komme tilbage, men Thomas var alene med målmand Bruce Grobbelaar. Med en iskold afslutning prikkede han bolden i mål til 2-0.

BBC-kommentator Brian Moore udødeliggjorde øjeblikket med den berømte linje: “It’s up for grabs now!”

Liverpool-spillerne faldt til jorden. Arsenal-spillerne eksploderede i jubel. Få sekunder senere fløjtede dommeren af. Arsenal havde vundet mesterskabet på fleste scorede mål i sæsonens allersidste sekunder.

Efter kampen
Arsenal-spillerne og fansene kunne næsten ikke tro det. De havde gjort det umulige – de havde slået Liverpool på Anfield og vundet ligaen på den mest dramatiske vis. George Graham blev hyldet som et taktisk geni, og Michael Thomas’ mål er stadig en af de mest ikoniske scoringer i engelsk fodbold. Han forlod senere Arsenal og skiftede ironisk nok til Liverpool, men dette øjeblik gjorde ham til en Arsenal-legende for altid.

For Liverpool var det en brutal afslutning på en sæson, der havde været følelsesmæssigt udmattende efter Hillsborough-tragedien. Selvom de lige havde vundet FA Cuppen, var dette en smertefuld afslutning på deres mesterskabsdrømme.

For Arsenal var kampen en gamechanger. Det beviste, at klubben kunne konkurrere med de allerbedste, og det blev starten på en ny æra for klubben, hvor de i 1990’erne og 2000’erne ville udvikle sig til en af de mest succesrige klubber i England.

Kampen bliver ofte betragtet som den mest dramatiske afslutning på en engelsk ligasæson nogensinde. Den er blevet genfortalt i bøger, dokumentarer og film, herunder den berømte “Fever Pitch” af Nick Hornby, der beskriver Arsenals fans’ oplevelse af denne magiske aften.

Læs mere om kampen
lfchistory.net/liverpool-arsenal
en.wikipedia.org/Liverpool-Arsenal_(1989)

1994: Arsenal – Parma 1-0

Finale i Pokalvindernes Turnering

Den 4. maj 1994 skrev Arsenal europæisk historie, da de besejrede Parma 1-0 i finalen i Pokalvindernes Turnering, som blev spillet i Parken i København. Sejren markerede Arsenals første store europæiske triumf siden Inter-Cities Fairs Cup i 1970, og den kom efter en heroisk defensiv præstation mod et Parma-hold fyldt med stjerner.

Kampens enlige scoring kom fra Alan Smith, men det var Arsenals forsvar, der virkelig stjal overskrifterne, da de holdt et af Europas stærkeste angreb i skak gennem 90 intense minutter.

Optakt
Arsenal var i gang med deres første sæson under George Graham efter at have vundet FA Cuppen og Liga Cuppen året før. Holdet var kendt for deres defensive styrke og disciplin, men de var ikke favoritter mod Parma, som var et af de stærkeste hold i Europa på dette tidspunkt.

Det italienske hold, ledet af Nevio Scala, havde profiler som Gianfranco Zola, Faustino Asprilla og Tomas Brolin i startopstillingen. De var teknisk overlegne og kom til finalen som de klare favoritter. For Arsenal var det en kamp, hvor de måtte stole på deres organisation, kampånd og evne til at slå til på de rigtige tidspunkter.

Kampen
Parma startede kampen som det dominerende hold, og allerede fra de første minutter testede de Arsenal-forsvaret. Gianfranco Zola og Faustino Asprilla var konstante trusler, men Arsenal stod imod, anført af Tony Adams og Steve Bould i midterforsvaret.

Efter 20 minutter slog Arsenal til. En lang bold blev sendt frem mod Alan Smith, der på kanten af feltet tog bolden ned med venstre fod og afsluttede første gang med højre. Bolden suste forbi Parma-målmand Luca Bucci og ind i nettet til 1-0.

Parma svarede straks igen og pressede på for en udligning. Tomas Brolin og Gianfranco Zola havde begge store muligheder, men David Seaman leverede vigtige redninger i Arsenals mål.

Arsenal forsøgte at slå til på kontraangreb, men deres primære fokus var at beskytte deres føring. De sidste 30 minutter af kampen var en defensiv opvisning fra Tony Adams, Steve Bould, Lee Dixon og Nigel Winterburn, der alle spillede med en usvigelig sikkerhed.

Trods Parmas intense pres, lykkedes det Arsenal at holde stand, og da dommeren fløjtede for sidste gang, kunne Arsenal-spillerne juble – de havde vundet Pokalvindernes Turnering og skrevet sig ind i europæisk historie.

Efter kampen
Arsenals sejr var en hyldest til klassisk engelsk forsvarsspil. George Graham havde bygget et hold op, der kunne modstå selv de stærkeste angreb, og denne finale var beviset på hans taktiske dygtighed.

Alan Smith blev hyldet for sit vigtige mål, men det var især forsvaret, der fik mest anerkendelse. Tony Adams løftede trofæet, og Arsenal-fansene kunne fejre en af de største aftener i klubbens historie.

Læs mere om kampen
en.wikipedia.org/1994_European_Cup_Winners_Cup_final
arsenal.com/arsenal-stun-parma-in-copenhagen

2002: Manchester United – Arsenal 0-1

Premier League

Den 8. maj 2002 sikrede Arsenal Premier League-titlen på den mest tilfredsstillende måde muligt – ved at besejre Manchester United 1-0 på Old Trafford. Sejren cementerede Arsenal som Englands bedste hold og markerede afslutningen på en utrolig sæson, hvor de havde vundet både ligaen og FA Cuppen.

Optakt
Arsenal var på vej til en historisk triumf. De var allerede blevet FA Cup-vindere fire dage før ved at besejre Chelsea 2-0 i finalen, og nu manglede de blot én sejr for at sikre sig Premier League-titlen.

Manchester United havde domineret engelsk fodbold i årene op til denne sæson, men Arsenal var i gang med at udfordre deres status som Englands bedste hold. Alex Fergusons tropper var ikke længere med i mesterskabskampen, men de var fast besluttede på at forhindre Arsenal i at fejre titlen på Old Trafford.

Kampen
Kampen startede i et intenst tempo med begge hold, der kæmpede om hver en meter af banen. Manchester United, anført af Roy Keane og Paul Scholes, forsøgte at dominere midtbanen, mens Arsenal var skarpe på kontraangreb.

I første halvleg havde United flere chancer. Ole Gunnar Solskjær var tættest på, men Arsenal-forsvaret, ledet af Sol Campbell, stod solidt. David Seaman var også i topform og leverede flere vigtige redninger.

Anden halvleg var lige så intens, men det afgørende øjeblik kom i det 57. minut. Arsenal satte et hurtigt angreb op, hvor Sylvain Wiltord fik bolden efter en aflevering fra Fredrik Ljungberg. Wiltord tog et træk ind i feltet og afsluttede køligt forbi Fabien Barthez.

United forsøgte desperat at svare tilbage, men Arsenal holdt stand. Sol Campbell og Martin Keown kæmpede heroisk i forsvaret, mens Patrick Vieira styrede midtbanen med sin store fysiske tilstedeværelse. Da dommeren fløjtede for sidste gang, var det en realitet – Arsenal var mestre.

Efter kampen
Da slutfløjtet lød, eksploderede Arsenal-spillerne i jubel. De havde ikke bare vundet Premier League – de havde gjort det på Old Trafford mod deres største rivaler. Det var en sejr, der symboliserede magtskiftet i engelsk fodbold.

Arsène Wenger havde nu vundet sin anden Double, og Arsenal havde vist, at de kunne slå Manchester United på deres egen hjemmebane, selv uden deres største stjerner.

For Manchester United var det en ydmygelse at se Arsenal fejre mesterskabet på deres hjemmebane. Men Alex Ferguson og hans spillere måtte acceptere, at Arsenal nu var Englands bedste hold.

For Arsenal-fans er denne kamp stadig en af de mest elskede i klubbens historie. At vinde et mesterskab er stort, men at gøre det på Old Trafford mod deres største rival gjorde det til noget helt særligt.

Læs mere om kampen
premierleague.com/man-united-arsenal
transfermarkt.com/manchester-united-arsenal

2003: Inter – Arsenal 1-5

Champions League

Den 25. november 2003 leverede Arsenal en af de mest imponerende udebanesejre i Champions League-historien, da de smadrede Inter 5-1 på San Siro. Det var en kamp, hvor Arsène Wengers hold viste sig som en ægte europæisk magtfaktor og sendte en klar besked til resten af kontinentet: Arsenal kunne ikke kun dominere i England – de kunne også slå Europas bedste hold på deres egen hjemmebane.

Denne aften i Milano blev et af Arsenals største øjeblikke i Champions League og en af de mest frygtindgydende præstationer, de nogensinde har leveret på internationalt niveau.

Optakt
Arsenal var kommet i en vanskelig Champions League-gruppe sammen med Inter, Dynamo Kyiv og Lokomotiv Moskva. De var startet turneringen skidt og havde lidt et chokerende 0-3-nederlag til Inter på Highbury i første runde. Efter fire kampe lå Arsenal sidst i gruppen og var på randen af elimination.

For at holde liv i deres håb om at gå videre, skulle de vinde på San Siro – et sted, hvor engelske hold sjældent havde succes. Inter, der var anført af spillere som Javier Zanetti, Christian Vieri og Fabio Cannavaro, var klare favoritter og havde aldrig forventet den storm, der var på vej.

Kampen
Arsenal gik ind til kampen uden frygt og tog teten fra starten. Efter blot 25 minutter fandt Thierry Henry et hul i Inters forsvar, drev bolden frem og sendte en skarp afslutning forbi Francesco Toldo til 1-0. Arsenal havde fået den perfekte start, men deres føring varede kun få minutter.

I det 33. minut udlignede Christian Vieri for Inter, da han sendte et kraftfuldt skud afsted, der ramte Sol Campbell og snød Jens Lehmann i Arsenal-målet. San Siro eksploderede, og Inter-fansene forventede nu, at deres hold ville tage kontrol over kampen.

Men Arsenal havde andre planer. I stedet for at falde tilbage fortsatte de med at angribe, og i det 49. minut kom de igen foran. Fredrik Ljungberg blev spillet fri af Ashley Cole, og svenskeren sendte bolden køligt i nettet til 2-1. Arsenal var igen i front, og nu begyndte Inter at vakle.

I det 85. minut skete det afgørende øjeblik. Thierry Henry satte i et af sine karakteristiske soloangreb, sprintede forbi Javier Zanetti og skar ind i feltet, hvor han sendte en perfekt afslutning ind bag Toldo til 3-1. Arsenal-fansene på San Siro jublede i ekstase, mens de italienske tilskuere så chokerede til.

Inter var nu kollapset, og Arsenal udnyttede situationen til at ydmyge dem yderligere. I det 88. minut spillede Henry en perfekt aflevering til Edu, der gjorde det til 4-1. San Siro var nu nærmest tavst, bortset fra Arsenal-fansenes sang.

Men Arsenal var ikke færdige endnu. Med ét minut tilbage drev Robert Pirès bolden op ad banen, kombinerede med Ray Parlour og sendte en kølig afslutning i nettet til 5-1. Det var en ydmygelse af Inter på deres egen hjemmebane, og Arsenal havde skabt et af de største øjeblikke i deres europæiske historie.

Efter kampen
Ved slutfløjtet var Arsenal-spillerne euforiske. De havde ikke bare overlevet i Champions League – de havde sendt en advarsel til hele Europa. Thierry Henrys præstation var en af de bedste i hans Arsenal-karriere, og hele holdet havde spillet med en elegance og brutal effektivitet, der efterlod Inter i ruiner.

Arsène Wenger beskrev kampen som en af de bedste europæiske præstationer i sin tid som Arsenal-manager. Hans hold, der ofte var blevet kritiseret for ikke at præstere i Champions League, havde nu vist, at de kunne dominere selv på den største scene af dem alle.

Sejren bliver stadig betragtet som en af Arsenals største præstationer i Champions League-historien. Det var en aften, hvor Thierry Henry og resten af holdet viste verden, hvor spektakulært Arsenal kunne spille, når de var på deres højeste niveau.

Læs mere om kampen
uefa.com/uefachampionsleague/inter-vs-arsenal/

2004: Tottenham – Arsenal 2-2

Premier League

Den 25. april 2004 sikrede Arsenal Premier League-titlen på den bedst tænkelige måde – på rivalernes bane, White Hart Lane. Kampen endte 2-2, hvilket var nok til at give Arsenal det afgørende point, der sikrede mesterskabet. Men denne sæson var ikke bare hvilken som helst triumf – det var kulminationen på en historisk præstation, hvor Arsenal blev de første til at gå ubesejret igennem en hel sæson i den engelske liga siden Preston North End i 1888/89.

Arsène Wengers hold, kendt som “The Invincibles”, leverede en præstation, der aldrig er blevet gentaget i Premier League-æraen. Og det faktum at de sikrede mesterskabet på deres ærkerivalers hjemmebane gjorde det kun endnu mere legendarisk.

Optakt
Arsenal havde været suveræne hele sæsonen og lå langt foran Manchester United og Chelsea i toppen af Premier League. Holdet var fyldt med verdensklassespillere som Thierry Henry, Patrick Vieira og Dennis Bergkamp, og de havde en balance mellem kreativitet og fysisk styrke, som gjorde dem umulige at slå.

Tottenham, derimod, havde haft en svær sæson og befandt sig i midten af tabellen. Deres fans vidste, at de ikke kunne forhindre Arsenal i at vinde mesterskabet, men de drømte om at spolere festen og forhindre Gunners i at sikre titlen på White Hart Lane.

Arsenal vidste, at en sejr eller uafgjort ville give dem mesterskabet med fire kampe tilbage. Men at gøre det på Spurs’ bane ville gøre triumfen endnu sødere.

Kampen
Arsenal startede med lyn og torden og kom foran efter blot tre minutter. Thierry Henry drev bolden frem i sin karakteristiske elegante stil, spillede en perfekt bold til Patrick Vieira, der sendte den videre til Dennis Bergkamp. Hollænderen afleverede den tilbage til Vieira, som køligt satte bolden i nettet til 1-0. Arsenal-fansene på White Hart Lane jublede, mens Spurs-fansene så målløse til.

I det 35. minut blev det endnu bedre for Arsenal. Et hurtigt kontraangreb sendte Robert Pirès fri i feltet, og franskmanden udnyttede chancen til at gøre det til 2-0. Arsenal var i fuld kontrol og var på vej mod en komfortabel mesterskabsfejring.

Men Tottenham nægtede at give op. I anden halvleg kom de stærkt tilbage, og i det 62. minut reducerede Jamie Redknapp med et flot langskud, der efterlod Jens Lehmann chanceløs.

Kampen blev mere hektisk, og i de døende minutter fik Tottenham et omdiskuteret straffespark. Jens Lehmann var involveret i en batalje med Robbie Keane, og dommeren pegede på pletten. Keane eksekverede sikkert til 2-2, men det ændrede ikke noget – Arsenal var stadig mestre.

Efter kampen
Arsenals 2003/04-sæson vil altid stå som en af de største præstationer i engelsk fodbold. Intet hold har siden formået at gå ubesejret gennem en hel Premier League-sæson, hvilket gør “The Invincibles” til et enestående kapitel i engelsk fodboldhistorie.

At sikre mesterskabet på White Hart Lane var prikken over i’et. Det cementerede Arsenals dominans i London og skabte et minde, som Spurs-fans stadig forsøger at glemme. For Arsenal var dette et af de største øjeblikke i klubbens historie – en sæson, hvor de ikke bare var de bedste i England, men hvor de vandt i så overlegen en stil, der ikke er set siden.

Læs mere om kampen
premierleague.com/tottenham-arsenal
transfermarkt.com/tottenham-arsenal

2005: Arsenal – Everton 7-0

Premier League

Den 11. maj 2005 leverede Arsenal en af deres største Premier League-præstationer nogensinde, da de knuste Everton 7-0 på Highbury. Det var en kamp, hvor alt gik op i en højere enhed for Arsène Wengers hold, og hvor de spillede noget af det smukkeste fodbold, Premier League nogensinde har set. Kampen var ikke bare en magtdemonstration – det var en hyldest til Thierry Henry og de offensive principper, der gjorde Arsenal til et af de mest frygtede hold i Europa.

En af de mest imponerende sejre i Arsenals moderne historie og en kamp, der stadig står som et symbol på deres mest underholdende æra.

Optakt
Arsenal var forsvarende mestre efter deres historiske “Invincibles”-sæson året før, men de var blevet overhalet af Chelsea i titelræset denne gang. Med kun få kampe tilbage af sæsonen var Arsenal sikret en andenplads, mens Everton allerede havde kvalificeret sig til Champions League-kvalifikationen med en imponerende fjerdeplads.

Everton var dog stadig et defensivt stærkt hold, og de fleste forventede en tæt kamp. Men Arsenal havde andre planer. De ville vise, at de stadig var Englands mest elegante og offensive hold – og de gjorde det på en måde, der efterlod Everton fuldstændigt magtesløse.

Kampen
Arsenal startede i højt tempo og åbnede scoringen tidligt. Efter blot otte minutter fik Robin van Persie bolden i feltet og sendte den iskoldt i nettet til 1-0 efter en flot aflevering fra Dennis Bergkamp.

Tre minutter senere blev det værre for Everton. Robert Pirès modtog en perfekt aflevering fra Bergkamp og afsluttede sikkert til 2-0. Arsenal spillede hurtigt og kreativt, mens Everton ikke kunne følge med.

I det 37. minut gjorde Patrick Vieira det til 3-0 efter en smuk en-to-kombination med Dennis Bergkamp, hvor han elegant chippede bolden over Everton-målmand Richard Wright. Kampen var reelt afgjort før pausen, men Arsenal var ikke færdige.

Anden halvleg startede, som første halvleg sluttede – med Arsenal i total kontrol. Robert Pirès, der spillede en af sine bedste kampe i sæsonen, scorede et smukt mål i det 50. minut. 4-0, og Highbury jublede over den fodbold, de var vidne til.

I det 69. minut var det Edu, der ville på måltavlen, da han scorede på et straffespark til 5-0. Everton var fuldstændig nedbrudt, og Arsenal var nådesløse.

I det 77. minut kombinerede Thierry Henry med Dennis Bergkamp, som sendte et karakteristisk, elegant skud i nettet til 6-0. Det var en afslutning i verdensklasse fra hollænderen, der endnu engang viste, hvorfor han var en af ligaens bedste spillere.

Det sidste mål kom i det 85. minut, da Mathieu Flamini var på pletten, denne gang med et flot langskud, der sikrede Arsenal en perfekt afslutning på en fantastisk aften. 7-0, og Everton var fuldstændig knust.

Efter kampen
Efter slutfløjtet blev Arsenal-spillerne hyldet af et euforisk Highbury. De havde vist, at de stadig var en magtfaktor i engelsk fodbold, og at deres evne til at spille offensiv fodbold på højeste niveau stadig var intakt, selvom Chelsea havde overtaget Premier League-tronen.

Thierry Henry blev hyldet som kampens store stjerne, selvom han “kun” scorede én gang. Hans kombinationer med Robert Pirès og Dennis Bergkamp viste endnu en gang, hvorfor de var en af de farligste angrebstrioer i fodboldhistorien.

For Everton var det en ydmygende oplevelse. De var godt nok sikret en top-fire-placering i ligaen, men denne kamp afslørede den store kløft mellem dem og de bedste hold i England.

For Thierry Henry var det endnu en dag, hvor han viste, hvorfor han var Premier Leagues bedste spiller på det tidspunkt. For Dennis Bergkamp var det en påmindelse om, hvorfor han blev anset som en af de mest teknisk begavede spillere, der nogensinde havde spillet i ligaen.

Arsenal sluttede sæsonen som nummer to bag Chelsea, men denne kamp viste, at de stadig var et af de mest spektakulære hold i verden. Sejren var en hyldest til Arsène Wengers filosofi om smukt, offensivt fodbold og en påmindelse om, hvorfor Arsenal var så frygtede i den æra.

Læs mere om kampen
premierleague.com/arsenal-everton
espn.co.uk/everton-arsenal

2006: Arsenal – Barcelona 1-2

Champions League-finale

Den 17. maj 2006 spillede Arsenal deres første – og hidtil eneste – Champions League-finale nogensinde. De stod over for et stjernespækket Barcelona-hold anført af Ronaldinho og Samuel Eto’o. Arsenal kæmpede heroisk, trods en tidlig udvisning til Jens Lehmann, og førte længe 1-0, men i de sidste minutter af kampen vendte Barcelona opgøret til 2-1 og knuste Arsenals drøm om europæisk storhed.

Kampen forbliver en af de mest smertefulde i Arsenals historie – en nat, hvor de var så tæt på at opnå udødelighed, men måtte forlade banen som tabere.

Optakt
Arsenal havde været en af Englands bedste klubber i begyndelsen af 2000’erne under Arsène Wenger, men Champions League-trofæet havde altid undsluppet dem. Efter flere skuffende exits i tidligere sæsoner spillede de en nærmest perfekt turnering i 2005/06 og nåede finalen uden at have lukket et eneste mål ind i knockout-fasen.

Barcelona var favoritter før kampen. De havde netop vundet La Liga og var i deres første Champions League-finale siden 1994. Med Ronaldinho som verdens bedste spiller og en eksplosiv offensiv var de bookmakernes klare bud på en vinder.

Arsenal, derimod, havde et stærkt, men undertippet hold. De havde dog én fordel – de blev anført af Thierry Henry, verdens farligste angriber på det tidspunkt, som havde været instrumental i at få dem til finalen.

Kampen
Finalen i Paris startede intenst, og allerede i det 18. minut kom kampens første store kontrovers. En aflevering i dybden sendte Samuel Eto’o stormende mod mål, men Arsenal-målmand Jens Lehmann kom ud af sit mål og fældede ham uden for feltet. Dommeren havde intet valg og gav Lehmann det røde kort, hvilket gjorde Arsenal til det første hold nogensinde til at få en spiller udvist i en Champions League-finale.

Med kun ti mand tilbage måtte Arsène Wenger tage en offensiv spiller ud og ofrede Robert Pirès for at bringe Manuel Almunia på mål. Trods undertallet viste Arsenal en utrolig vilje og lukkede Barcelonas angreb ned.

I det 37. minut skete det utrolige – Arsenal tog føringen. Thierry Henry sendte et frispark ind i boksen, hvor Sol Campbell steg op og headede bolden i nettet til 1-0. Arsenal-fansene eksploderede i jubel. Kunne de virkelig holde stand mod Barcelona i 50 minutter mere?

Anden halvleg blev en desperat defensiv indsats fra Arsenal, mens Barcelona pressede hårdere og hårdere på. Arsenal havde dog stadig deres chancer – Thierry Henry havde to store muligheder for at øge føringen, men blev stoppet af en fremragende Victor Valdés i Barcelona-målet.

Men i det 76. minut begyndte Arsenals drøm at smuldre. Samuel Eto’o udnyttede en aflevering fra Henrik Larsson og sendte bolden forbi Almunia til 1-1. Arsenal-spillerne var udmattede, og Barcelona lugtede blod.

Blot fem minutter senere blev det endnu værre. Henrik Larsson fandt Juliano Belletti, der fra en spids vinkel sendte bolden i mål til 2-1. På få minutter var kampen vendt fuldstændigt på hovedet. Arsenal forsøgte desperat at kæmpe sig tilbage, men tiden løb ud, og da dommeren fløjtede af, var det Barcelona, der kunne løfte trofæet.

Efter kampen
Arsenal-spillerne var knuste. Thierry Henry beskrev senere kampen som “den hårdeste aften i min karriere” og kritiserede dommeren for at have ladet Barcelona slippe afsted med hårde tacklinger. Arsène Wenger var tydeligt rystet, men roste sit hold for deres kampånd.

For Arsenal var dette den største chance nogensinde for at vinde Champions League, og mange fans føler stadig, at dommerens tidlige røde kort ændrede kampen fuldstændigt.

Barcelona derimod startede en ny æra med denne sejr. Ronaldinho, Eto’o og en ung Andrés Iniesta markerede begyndelsen på en periode, hvor Barcelona ville dominere europæisk fodbold i årene fremover.

Arsenals Champions League-finale forbliver et af de største “hvad nu hvis?”-øjeblikke i klubbens historie. Havde Lehmann ikke fået rødt kort, kunne Arsenal måske have holdt fast i føringen og løftet trofæet.

På trods af smerten ved nederlaget står denne kamp stadig som en af de mest ikoniske i Arsenals historie – den aften, hvor de var 15 minutter fra at blive konger af Europa.

Læs mere om kampen
en.wikipedia.org/2006_UEFA_Champions_League_final
uefa.com/barcelona-vs-arsenal

2012: Arsenal – Tottenham 5-2

Premier League

Den 26. februar 2012 spillede Arsenal en af deres mest mindeværdige North London derbyer nogensinde, da de vendte 0-2 til en overvældende 5-2-sejr over Tottenham på Emirates Stadium. Kampen startede kaotisk for Arsenal, men de leverede et af de mest spektakulære comebacks i derbyets historie og ydmygede deres ærkerivaler foran et ekstatisk hjemmepublikum.

Kampen står stadig som en af de største Arsenal-sejre over Tottenham i Premier League-æraen og et øjeblik, der definerede deres evige rivalisering.

Optakt
Arsenal gik ind til kampen med store spørgsmålstegn omkring deres form. Holdet havde haft en inkonsekvent sæson og var i fare for at misse en top-fire-placering. Tottenham, derimod, lå foran dem i tabellen og havde ambitioner om at udfordre Manchester-klubberne om titlen.

Under Harry Redknapp spillede Spurs deres bedste fodbold i årevis, og de havde allerede slået Arsenal tidligere på sæsonen. En sejr på Emirates ville cementere deres position som Londons bedste hold. For Arsenal var det en kamp, der handlede om mere end bare tre point – det handlede om stolthed, identitet og at sende et budskab.

Kampen
Tottenham fik den bedst tænkelige start. Efter blot fire minutter fik Louis Saha bolden uden for feltet. Hans skud blev afrettet og snød Wojciech Szczęsny i Arsenal-målet. 1-0 til Tottenham, og stilheden på Emirates var øredøvende.

Arsenal forsøgte at kæmpe sig tilbage i kampen, men i det 34. minut blev deres situation endnu værre. Emmanuel Adebayor, en tidligere Arsenal-spiller, blev nedlagt i feltet af Szczęsny, og dommeren pegede på pletten. Adebayor tog selv straffesparket og scorede køligt til 2-0. Tottenham-fansene var i ekstase – de troede, de var på vej til en sjælden sejr på Emirates.

Men Arsenal nægtede at give op, og blot syv minutter efter Spurs’ andet mål fik de reduceret. Bacary Sagna headede bolden i nettet efter et flot indlæg fra Mikel Arteta. 2-1, og pludselig vågnede Arsenal op.

Tre minutter senere modtog Robin van Persie bolden lige uden for feltet, drejede rundt og sendte en perfekt afslutning forbi Brad Friedel til 2-2. Emirates eksploderede, og momentumet var nu helt hos Arsenal.

I anden halvleg fortsatte Arsenal med at dominere. Bare to minutter efter pausen fuldendte Tomas Rosicky comebacket ved at prikke bolden forbi Friedel efter et flot opspil af Bacary Sagna. Arsenal førte nu 3-2, og Tottenham var i chok.

De sidste søm i Spurs’ kiste blev sat af Theo Walcott. I det 65. minut blev han sendt alene igennem og chippede elegant bolden over Friedel til 4-2. Tre minutter senere scorede han igen efter et hurtigt kontraangreb – 5-2, og kampen var afgjort.

Arsenal-fansene hånede Tottenham-spillerne, og det berømte “Mind the Gap”-banner blev rullet ud, en reference til den stigende afstand mellem klubberne i tabellen.

Efter kampen
Arsenal-spillerne fejrede en af deres største sejre over Tottenham i nyere tid, mens Spurs-spillerne forlod banen rystede. Robin van Persie og Theo Walcott var de store helte, men det var en sand holdpræstation, hvor Arsenal viste karakter, kampvilje og en evne til at rejse sig i modgang.

Kampen blev et vendepunkt i sæsonen for Arsenal. De brugte sejren som et springbræt og endte med at slutte over Tottenham i tabellen – hvilket de fejrer med begrebet “St Totteringham’s Day,” dagen hvorpå Arsenal matematisk set er sikre på at slutte over Spurs.

For Tottenham var det en smertefuld oplevelse. De havde haft muligheden for at vise, at de var det bedste hold i Nordlondon, men i stedet blev de fuldstændig smadret af deres ærkerivaler.

Læs mere om kampen
espn.co.uk/arsenal-tottenham
premierleague.com/arsenal-tottenham

2017: Arsenal – Chelsea 2-1

FA Cup-finale

Den 27. maj 2017 besejrede Arsenal Premier League-mestrene Chelsea 2-1 i FA Cup-finalen og sikrede sig deres 13. FA Cup-titel – en rekord på det tidspunkt. Arsenal var undertippede før kampen, men de leverede en af deres bedste præstationer i sæsonen og overlistede et stærkt Chelsea-hold, der havde domineret ligaen under Antonio Conte.

Det blev en aften, hvor Arsène Wenger beviste, at han stadig kunne levere store triumfer, og hvor Aaron Ramsey igen blev den helt store FA Cup-helt med et afgørende mål, præcis som han havde gjort i finalen i 2014.

Optakt
Arsenal gik ind til finalen med store spørgsmålstegn hængende over sig. De var netop sluttet uden for Premier Leagues top fire for første gang i 20 år og havde dermed ikke kvalificeret sig til Champions League. Presset på Arsène Wenger var enormt, og spekulationerne om hans fremtid dominerede optakten til kampen.

Chelsea, derimod, var fyldt med selvtillid efter en fremragende sæson, hvor de havde vundet Premier League med et rekordhøjt antal sejre. Antonio Conte havde skabt et taktisk velorganiseret og effektivt hold, der var favoritter til at tage The Double (ligaen og FA Cuppen).

For Arsenal var denne finale en chance for at redde en ellers skuffende sæson og give Wenger en perfekt afslutning, hvis han skulle vælge at forlade klubben.

Kampen
Arsenal startede kampen i et forrygende tempo og dominerede fra første fløjt. Allerede efter fire minutter tog de føringen i en kontroversiel situation. Alexis Sánchez jagtede en løs bold og sendte den forbi Thibaut Courtois til 1-0, men linjevogteren havde flaget op for offside. Dommeren diskuterede situationen med sin assistent og besluttede, at Aaron Ramsey ikke havde påvirket spillet, og målet blev godkendt. Chelsea-spillerne protesterede, men Arsenal havde fået den drømmestart, de ønskede.

Arsenal fortsatte med at dominere første halvleg og ramte træværket to gange, først ved Danny Welbeck og derefter ved Aaron Ramsey. Chelsea kæmpede for at få kontrol over kampen, men Arsenal var aggressive, teknisk overlegne og mere sultne efter sejren.

I anden halvleg begyndte Chelsea at komme mere med, men deres opgave blev gjort endnu sværere, da Victor Moses blev udvist i det 68. minut efter at have modtaget sit andet gule kort for film.

Trods undertallet lykkedes det alligevel Chelsea at finde en udligning. I det 76. minut opsnappede Diego Costa en bold i feltet og afsluttede forbi David Ospina til 1-1. Pludselig var Chelsea tilbage i kampen, og Arsenal-fansene frygtede det værste.

Men Arsenal svarede omgående igen. Blot tre minutter efter Chelseas udligning kombinerede Olivier Giroud smukt med Aaron Ramsey og lagde et perfekt indlæg ind i feltet. Ramsey, der allerede havde scoret sejrsmålet i FA Cup-finalen i 2014, dukkede op igen og headede bolden i nettet til 2-1.

De sidste minutter var intense, men Arsenal holdt stand. Da dommeren fløjtede af, havde Arsenal havde vundet deres tredje FA Cup på blot fire år, og Arsène Wenger havde sikret sig sin syvende FA Cup-titel, hvilket gjorde ham til den mest succesfulde manager i turneringens historie.

Efter kampen
Efter kampen var stemningen hos Arsenal en blanding af eufori og lettelse. Wenger, der havde været under enormt pres i løbet af sæsonen, beviste endnu engang, hvorfor han var en af de mest succesfulde managere i engelsk fodboldhistorie.

Aaron Ramsey blev endnu gang hyldet som finalens store helt, mens Alexis Sánchez blev kåret som banens bedste spiller. Arsenal havde slået ligaens bedste hold på dagen, og de gjorde det på overbevisende vis.

For Arsène Wenger var dette hans sidste store triumf som Arsenal-manager. Selvom de godt nok vandt Community Shield i begyndelsen af den efterfølgende sæson, står FA Cup-sejren i 2017 som hans sidste store statement – en påmindelse om, at han stadig kunne vinde store trofæer, selv når oddsene var imod ham. Wenger forlod Arsenal efter udgangen af 2017/2018-sæsonen.

Læs mere om kampen
en.wikipedia.org/2017_FA_Cup_final
espn.com/chelsea-arsenal