The Valley

Charltons hjemmebane, The Valley, har en unik historie. Stadionet åbnede i 1919 og blev i sin tid gravet ud i en gammel kridtgrav, primært ved hjælp af frivillig arbejdskraft fra klubbens egne fans. I sin storhedstid var The Valley et af Englands største stadioner med en rekordkapacitet på over 75.000 tilskuere i 1938. Efter en periode i eksil fra 1985 til 1992, hvor klubben spillede på andre stadioner, vendte Charlton tilbage til et renoveret The Valley. I dag er det et moderne all-seater stadion med plads til 27.111 tilskuere.

Sådan kommer du til The Valley

Den absolut nemmeste og mest direkte måde at komme til The Valley på er med tog. Du skal tage et Southeastern-tog til Charlton station, som ligger kun få minutters gang fra stadion. Togene afgår regelmæssigt fra centrale London-stationer som London Bridge, Charing Cross og Cannon Street, og turen tager typisk 15-20 minutter. Et godt alternativ er at tage The Tube (Jubilee Line) til North Greenwich station. Herfra skal du tage en bus videre; linjer som 472 og 486 kører fra stationen og stopper tæt på stadion. Derudover betjener adskillige andre buslinjer området, herunder 161, 177 og 180. Det er altid en god idé at bruge en rejseplanlægger som Citymapper eller Google Maps på selve dagen for at finde den hurtigste rute. På kampdage er der ofte mange mennesker, så det er klogt at beregne ekstra rejsetid.

Kort: The Valley

De største Charlton Athletic FC-kampe

26. april 1947: Charlton Athletic – Burnley 1-0

Når du ser tilbage på Charlton Athletics historie, er der én kamp, der står over alle andre: FA Cup-finalen den 26. april 1947 på Wembley. Modstanderen var Burnley, og for Charlton var det en chance for oprejsning. Året før havde holdet tabt finalen til Derby County i en bizar kamp, hvor bolden sprang. I 1947 var der derfor et enormt pres på holdet for at gå hele vejen og sikre sig det eftertragtede trofæ. Denne kamp repræsenterer kulminationen på klubbens mest succesfulde periode.

Selve kampen var en tæt og hårdt spillet affære, præget af de vanskelige vejrforhold med slud og sne. Efter 90 minutter stod der stadig 0-0, og finalen måtte ud i forlænget spilletid. Her, i det 114. minut, indtraf det afgørende øjeblik. Chris Duffy sendte et skud afsted, som via en afretning snød Burnleys målmand og gik i nettet. Det var ikke et smukt mål, men det var det mål, der sikrede sejren og skrev historie for The Addicks foran næsten 100.000 tilskuere.

Sejren på 1-0 over Burnley er monumental, fordi den sikrede Charlton Athletic klubbens første og hidtil eneste store trofæ. For generationer af fans er denne dag det absolutte højdepunkt i klubbens historie og et bevis på, hvad klubben var i stand til i sin storhedstid under manager Jimmy Seed. Kampen har også en særlig plads i fodboldhistorien, da det var den første FA Cup-finale, der blev vist i sin helhed på tv. For Charlton er det dog først og fremmest dagen, hvor klubben nåede toppen og vandt Englands mest prestigefyldte pokalturnering.

21. december 1957: Charlton Athletic – Sheffield Wednesday 7-6

Denne kamp, spillet den 21. december 1957 på The Valley, er uden tvivl den mest legendariske i klubbens historie. Du skal forestille dig scenariet: Charlton, der spiller i Second Division, er oppe imod Sheffield Wednesday. Allerede efter 17 minutter bliver situationen kritisk, da anfører Derek Ufton må udgå med en skade. På dette tidspunkt var udskiftninger ikke tilladt i engelsk fodbold, så holdet blev tvunget til at fortsætte med kun 10 mand i mere end 70 minutter. Tingene gik fra slemt til værre, og med under en halv time tilbage af kampen var Charlton bagud 1-5. For alle på stadion virkede kampen afgjort.

Det, der fulgte, er ren fodboldmagi. Anført af en ustoppelig Johnny Summers iværksatte Charlton et af de mest utrolige comebacks nogensinde. Summers scorede selv fem mål i kampen og lagde op til de to andre, som blev scoret af John ‘Buck’ Ryan. I løbet af de sidste 27 minutter af kampen scorede de 10 Charlton-spillere hele seks mål. Sheffield Wednesday formåede at score et enkelt mål mere i den hektiske slutfase, men da dommeren fløjtede af, stod der 7-6 på måltavlen i Charltons favør. Det var en fuldstændig sensationel vending.

Kampens betydning kan ikke overdrives. Den står i dag som et symbol på klubbens ‘never say die’-ånd og er en fast del af fortællingen om Charlton Athletic. Med 13 mål i alt er det stadig en af de mest målrige kampe i den engelske ligas historie. For fans er ‘7-6-kampen’ ikke bare en historisk sejr; den er et bevis på, at intet er umuligt. Johnny Summers’ individuelle præstation med fem mål og to assists som del af et 10-mandshold er en bedrift, der sandsynligvis aldrig vil blive overgået, og som for altid har sikret ham en plads i klubbens pantheon.

5. december 1992: Charlton Athletic – Portsmouth 1-0

Denne kamp er uden tvivl en af de vigtigste i Charlton Athletics moderne historie. Ikke så meget på grund af spillet på banen, men fordi det markerede klubbens længe ventede tilbagevenden til The Valley efter syv års eksil. Siden 1985 havde klubben været tvunget til at spille sine hjemmekampe på Crystal Palaces Selhurst Park og West Hams Upton Park på grund af økonomiske problemer og sikkerhedsmæssige bekymringer vedrørende The Valleys tilstand. Dagen var derfor kulminationen på en lang og opslidende kamp for klubbens overlevelse og identitet.

Det, der gør denne historie helt unik, er den fan-drevne kampagne, der muliggjorde tilbagevenden. Da de lokale myndigheder i Greenwich var tøvende med at godkende en renovering af stadionet, stiftede Charltons fans deres eget politiske parti, The Valley Party. Partiet stillede op til lokalvalget med et enkelt formål: at få klubben hjem. Deres succes ved valget tvang byrådet til at godkende planerne, og et massivt oprydningsarbejde udført af frivillige fans fulgte. Kampen mod Portsmouth var derfor ikke bare en fodboldkamp; det var en sejr for fællesskabet og et bevis på, hvad dedikerede supportere kan opnå.

Selve kampdagen var præget af en utrolig følelsesladet og festlig atmosfære. The Valley var kun delvist genopbygget, men for de tusindvis af fremmødte fans var det et symbol på sejr. Kampen blev afgjort tidligt, da Colin Walsh efter blot syv minutter scorede det, der skulle blive kampens eneste mål. Hans scoring sikrede ham en evig plads i klubbens folklore som manden, der scorede det første mål efter hjemkomsten. Resultatet på 1-0 sikrede tre point, men kampens reelle betydning var langt større. Det var en fejring af klubbens overlevelse og en symbolsk genfødsel på dens spirituelle hjemmebane.

25. maj 1998: Charlton Athletic – Sunderland 4-4

Den 25. maj 1998 på Wembley udspillede sig en kamp, du som Charlton-fan aldrig glemmer: oprykningsfinalen til Premier League mod Sunderland. Kampen er gået over i historien som en af de mest dramatiske og medrivende finaler nogensinde. Den var en sand rutsjebanetur af følelser, hvor føringen skiftede hænder flere gange. For Charlton blev angriberen Clive Mendonca den helt store helt med et hattrick mod netop den klub, han støttede som barn. Sunderland, anført af den farlige duo Niall Quinn og Kevin Phillips, svarede konstant igen. Ved stillingen 3-2 til Sunderland i de døende minutter af den ordinære spilletid lignede det et nederlag, indtil forsvarsspilleren Richard Rufus udlignede til 3-3 og sendte kampen i forlænget spilletid.

I den forlængede spilletid scorede begge hold endnu en gang, hvilket førte til den nervepirrende stilling 4-4. Afgørelsen skulle derfor findes i en straffesparkskonkurrence, der viste sig at blive lige så intens som selve kampen. Her blev målmand Saša Ilić den afgørende figur. Efter at begge hold havde scoret på deres første seks spark, og nerverne var på højkant hos spillere og fans, reddede Ilić Sunderlands syvende forsøg fra Michael Gray. Dermed sikrede Charlton sig sejren med 7-6 i straffesparkskonkurrencen og den eftertragtede oprykning til den bedste engelske række.

Kampens betydning for Charlton Athletic kan ikke overdrives. Den huskes ikke kun for det sensationelle resultat, men for den utrolige vilje og karakter, holdet viste ved at komme tilbage gentagne gange. Sejren markerede klubbens tilbagevenden til toppen af engelsk fodbold efter otte års fravær. For en hel generation af fans står kampen som det ultimative symbol på drama, passion og triumf. De individuelle præstationer fra Mendonca, Rufus og Ilić er blevet en udødelig del af klubbens folklore og en historie, der fortsat fortælles som et af de absolut største øjeblikke i Charlton Athletics historie.

16. april 2000: Charlton Athletic – Blackburn Rovers 2-0

For at forstå denne kamps fulde betydning, skal du se den i konteksten af 1999-2000 sæsonen i den daværende First Division. Charlton, under ledelse af manager Alan Curbishley, lå på førstepladsen efter at være rykket ned fra Premier League sæsonen før. Blackburn Rovers, anført af Graeme Souness, var en af de nærmeste forfølgere og en direkte konkurrent til den automatiske oprykningsplads. Kampen på et fyldt The Valley var derfor en decideret topkamp, en såkaldt “six-pointer”, hvor spændingen var enorm. En sejr ville give Charlton et afgørende forspring i titelræset.

Selve kampen levede op til forventningerne og blev en demonstration af Charltons styrke og professionalisme under pres. Hjemmeholdet tog kontrol over begivenhederne, og angriberen Andy Hunt bragte The Addicks foran på et velplaceret hovedstød, hvilket sendte en bølge af lettelse og jubel gennem stadion. Blackburn forsøgte at svare igen, men Charltons defensiv stod solidt. Sejren blev endegyldigt sikret, da den erfarne midtbanespiller Graham Stuart scorede til slutresultatet 2-0. Det var en kontrolleret og klinisk præstation, der viste, hvorfor holdet fortjente at ligge i toppen.

Sejren over Blackburn huskes som det øjeblik, hvor oprykningen til Premier League reelt blev sikret. Den skabte et så stort hul ned til forfølgerne, at mesterskabet og den direkte oprykning nu var inden for rækkevidde. Kampen var et statement, der fjernede den sidste tvivl om holdets evne til at vende tilbage til den bedste række i første forsøg. Den står i dag som et af de definerende øjeblikke i Alan Curbishleys succesfulde æra og et symbol på holdets mentale styrke, da de slog en direkte rival i en afgørende kamp foran et ekstatisk hjemmepublikum.