Når håndbold-EM kastes i gang i januar 2026, er det ikke bare endnu en slutrunde.
Med Danmark, Sverige og Norge som fælles værter er scenen sat til en turnering, hvor broderkærlighed lægges på hylden, og hvor presset på hjemmebane kan blive både en velsignelse og en forbandelse.
Hvor tidligere mesterskaber ofte har haft én klar værtsnation med én klar hjemmebanefordel, præsenterer EM 2026 os for en unik trekantsdynamik. Vi har tre værtsnationer, der ikke bare deler grænser og sprogstammer, men som også deler toppen af verdensranglisten. Det er sjældent, at værtsnationerne også er de tre største favoritter til titlen. Det skaber en eksplosiv cocktail af forventninger, pres og prestige.
For at danne dig et overblik over, hvem der er favoritter til EM-titlen, kan du tjekke EM håndbold 2026 odds og følge med i de relevante håndbold-medier.
Det skandinaviske hegemoni
For at forstå intensiteten ved det kommende EM, må man først forstå den æra, herrehåndbolden befinder sig i. Vi lever i Skandinaviens guldalder.
Danmark har, under Nikolaj Jacobsens ledelse, cementeret sig som en historisk stormagt med en perlerække af VM-guldmedaljer. Sverige har rejst sig fra dvalen efter “Bengan Boys”-æraen og fundet en ny identitet som Europas måske mest taktisk disciplinerede mandskab. Norge har, anført af Sander Sagosen, banket på døren til det allerøverste trin i årevis, evigt sultne efter at veksle sølv og bronze til guld.
Når disse tre nationer inviterer resten af Europa indenfor, er det med en slet skjult dagsorden: Pokalen skal blive i Norden. Men i hvilket af de tre lande? Det er her, venskabet ophører.
For den danske fan er tanken om at se Sverige løfte trofæet i Herning (hvis finalen spilles der) ulidelig. For nordmændene vil det være en national sportstragedie at se Danmark triumfere på norsk grund. Denne interne “turnering i turneringen” tilføjer et lag af psykologisk drama, som vi sjældent ser ved slutrunder, hvor værtskabet ofte er en solistpræstation.
Danmarks dilemma: Favoritværdighedens tunge åg
Lad os zoome ind på det danske landshold. I 2026 står Danmark med et mandskab, der på papiret ligner det komplette puslespil. Mathias Gidsel vil være i sin absolutte prime – en spiller, der har revolutioneret højre back-positionen med en blanding af vildskab og intelligens. Simon Pytlick har nu rutinen til at matche sit eksplosive talent.
Men med denne styrke følger et umenneskeligt pres. Det danske publikum er blevet forvænt. Hvor man i 90’erne håbede på en semifinale, forventer man nu guld. Intet mindre. Når Danmark løber på banen i 2026, er det ikke som udfordrere, men som holdet, alle vil dræbe for at slå.
Historien har vist os, at hjemmebane er et tveægget sværd. Vi husker euforien i 2019, men vi husker også finalen i 2014, hvor drømmen brast mod Frankrig i en fyldt Boxen. Kan Nikolaj Jacobsens tropper bruge larmen fra lægterne som benzin, eller bliver forventningens glæde til en frygt for at fejle? Det mentale spil bliver mindst lige så vigtigt som det taktiske.
Sverige og den gule genkomst
På den anden side af Øresund finder vi et svensk landshold, der opererer under en anden form for pres. Sverige er håndboldens aristokrati. De har historikken med sig, og efter en årrække i skyggen er de tilbage. Deres EM-guld i 2022 var varslet om, at “Söta Bror” ikke længere stiller sig tilfreds med sekundære placeringer.
Sveriges styrke i 2026 vil sandsynligvis ligge i kollektivet og den defensive organisation. Hvor Danmark ofte fremhæves for deres individualister i angrebet, er Sverige mestrene i kontraspillet og den solide 6-0 defensiv. Med Jim Gottfridsson som den aldrende general (hvis han stadig er aktiv på topplan) eller hans arvtagere ved roret, vil Sverige forsøge at dræbe kampene med kynisme.
For Sverige er EM 2026 en mulighed for at vise, at de ikke bare er en del af toppen, men at de er toppen. At slå Danmark eller Norge på deres egen (eller fælles) hjemmebane vil være den ultimative tilfredsstillelse for svensk håndbold.
Norge: Den evige jagt på kronen
Norge er den farlige outsider i denne trio. De har været så tæt på så mange gange. De har haft holdet, de har haft stjernerne, men de har manglet den sidste kynisme i de afgørende minutter.
I 2026 vil Norge være desperate. En generation af spillere, der har været med til at løfte norsk herrehåndbold fra obskuritet til verdensklasse, begynder at se enden på deres karrierer. For dem er det nu eller aldrig. Denne desperation kan være farlig. Et norsk hold, der spiller med hjertet uden på trøjen og med støtten fra et dedikeret hjemmepublikum i indledende runder, kan løbe enhver modstander over ende. Deres spil er baseret på ekstrem fysik og tempo – en stil, der kan slide selv de bedste forsvar op.
Festens uindbudte gæst: Frankrig
Man kan ikke skrive en optakt til et mesterskab uden at nævne “elefanten i rummet”: Frankrig.
Mens Norden har travlt med at kigge på hinanden, står Frankrig klar i kulissen. De franske håndboldherrer har en nærmest irriterende evne til at toppe præcis, når det gælder. De elsker rollen som festbremser. Intet ville behage det franske hold mere end at rejse til Skandinavien, slå alle tre værtsnationer, og rejse hjem med guldet, mens de efterlader en region i kollektiv depression.
Frankrigs fysik og bredde er altid en faktor. I 2026 vil vi se en fuldt modnet generation af franske stjerner, der har overtaget faklen fra Karabatic-æraen. De kommer ikke for at deltage i den skandinaviske folkefest; de kommer for at overtage den. Også nationer som Spanien (med deres utraditionelle taktik) og Tyskland (altid stærke) lurer i vandskorpen.
Logistik, rejser og den “usynlige” modstander
En ofte overset faktor ved mesterskaber med flere værtslande er logistikken. Hvem får fordelen af at blive i samme arena længst tid? Hvem skal ud på en opslidende rejsedag mellem mellemrunden og semifinalen?
Selvom infrastrukturen i Skandinavien er i top, er der forskel på at tage bussen fra hotellet til hallen i Herning, og på at skulle flyve fra Trondheim til Malmö for at spille en afgørende kamp 24 timer senere.
Kampprogrammet er lagt, men tilfældighederne i puljerne kan betyde, at et tophold får en betydeligt hårdere rejserute end et andet. I en turnering, hvor marginalerne er mikroskopiske, kan et par timers ekstra søvn eller en manglende flyrejse være forskellen på guld og sølv. Her har værtsnationerne ofte sikret sig de bedste vilkår på forhånd, men når der er tre værter, kan ikke alle få særbehandling. Det bliver interessant at se, hvordan det politiske spil bag kulisserne udmønter sig i praksis.
Håndboldfeber eller mæthed?
Et relevant spørgsmål at stille er, om regionen kan bære endnu et mesterskab? Danmark har været vært mange gange i nyere tid. Er folk mætte?
Svaret må være et rungende nej. Håndbold er mere end en sport i Skandinavien; det er en del af kulturvinteren. I januar måned samles nationerne foran skærmen. Ved at dele værtskabet sikrer man, at ingen enkelt nation drænes økonomisk eller organisatorisk, samtidig med at man maksimerer tilskuerinteressen på tværs af tre lande.
Billetsalget forventes at slå rekorder. Interessen fra sponsorer er massiv. Vi taler om en folkefest, der strækker sig fra de norske fjelde til det flade danske landskab.
En slutrunde for historiebøgerne
EM 2026 bliver ikke bare en kamp om medaljer. Det bliver “Slaget om Norden”. Det er et opgør om håneretten i regionen, en test af nerver foran egne fans, og et taktisk skakspil mellem verdens bedste trænere.
- For Danmark handler det om at forsvare tronen i egen baghave.
- For Sverige handler det om at bevise, at fortidens storhed er nutidens realitet.
- For Norge handler det om endelig at bryde forbandelsen.
Og for os, der ser med? Vi kan se frem til tre uger med verdensklassehåndbold, hvor hver eneste kamp kan føles som en finale, og hvor stemningen i hallerne vil nå et niveau, vi måske aldrig kommer til at opleve igen.