RheinEnergieStadion

Når du tager til en hjemmekamp med 1. FC Köln, befinder du dig på RheinEnergieStadion. Stadionet, som du ser det i dag, er den tredje version på samme grund i bydelen Müngersdorf. Det oprindelige Müngersdorfer Stadion blev indviet i 1923, totalrenoveret op til VM i 1974 og igen gennemgribende ombygget mellem 2001 og 2004 forud for VM i 2006. Den nuværende udgave er et rent fodboldstadion uden løbebane, hvilket bringer dig tættere på spillet. De fire store, oplyste ståltårne i hjørnerne er blevet et vartegn for stadionet. Til Bundesligakampe er kapaciteten 50.000 tilskuere, hvilket inkluderer ståpladser. Ved internationale kampe, hvor der kun er siddepladser, reduceres kapaciteten til 46.195.

Sådan kommer du til RheinEnergieStadion

Den absolut nemmeste måde at komme til RheinEnergieStadion på er med sporvognen. Du skal tage linje 1 (rød linje) i retning mod Weiden West. Fra centrale knudepunkter i centrum som Neumarkt eller Rudolfplatz er det en direkte tur. Stoppestedet, du skal stå af på, hedder ‘RheinEnergieStadion’. Turen fra Neumarkt tager cirka 15-20 minutter.

På kampdage indsætter KVB (Kölner Verkehrs-Betriebe) ekstra vogne og specialtog, som kører i pendulfart til stadion for at håndtere de mange fans, så forvent tætpakkede vogne, men hyppige afgange. En vigtig detalje er, at din kampbillet typisk gælder som billet til offentlig transport i hele VRS-netværket (Verkehrsverbund Rhein-Sieg) på kampdagen. Det betyder, at du ikke behøver at købe en separat billet til turen. Tjek altid betingelserne på din billet for en sikkerheds skyld, men det er standardpraksis.

Fra stoppestedet er der en kort gåtur på 5-10 minutter gennem et grønt område, før du står foran stadion. Alternativt kan du tage S-Bahn til stoppestedet ‘Technologiepark Müngersdorf’, men herfra er gåturen til stadion markant længere, omkring 15-20 minutter. Sporvognen er derfor den klart mest anbefalede løsning.

Kort: RheinEnergieStadion

De største 1.FC Köln-kampe

12. maj 1962: 1.FC Köln – 1.FC Nürnberg 4-0

Denne kamp er en af de absolut vigtigste i klubbens historie, da den sikrede 1.FC Köln sit første tyske mesterskab. Finalen blev spillet på Olympiastadion i Berlin, og du skal forestille dig en David mod Goliat-fortælling. Modstanderen var 1.FC Nürnberg, den forsvarende mester og datidens ‘Rekordmeister’, som var klar favorit. Köln, under træner Zlatko ‘Tschik’ Čajkovski, chokerede dog fodbold-Tyskland med en overbevisende 4-0 sejr, der demonstrerede en ny og moderne form for fodbold.

Selve kampen var en magtdemonstration. Anført af klublegenden Hans Schäfer, der scorede det første mål på straffespark, dominerede Köln fra start til slut. Ernst-Günther Habig scorede to mål, og Franz Brungs lukkede kampen med målet til 4-0. Det var ikke blot resultatet, men måden sejren kom i hus på, der var afgørende. Kölns hurtige og offensive spil udstillede Nürnbergs mere traditionelle og rigide system, og sejren blev set som en triumf for fremtidens fodbold.

Betydningen af denne sejr kan ikke overdrives. Det var kulminationen på mange års arbejde og etablerede 1.FC Köln som en absolut magtfaktor i tysk fodbold. Mesterskabet i 1962 var fundamentet for den succes, der fulgte. Holdet beviste, at det hørte til i den absolutte top, og triumfen var en direkte forløber for, at klubben to år senere, i sæsonen 1963/64, blev den første vinder af den nystiftede Bundesliga. Derfor huskes kampen ikke kun som en enkeltstående triumf, men som startskuddet til klubbens mest succesfulde æra.

29. april 1978: FC St. Pauli – 1.FC Köln 0-5

Denne kamp er en af de mest dramatiske og betydningsfulde i klubbens historie. Du skal forestille dig situationen: Det er sidste spilledag i Bundesliga-sæsonen 1977/78. 1.FC Köln ligger side om side med ærkerivalerne fra Borussia Mönchengladbach i toppen af tabellen, a point. Mesterskabet skal derfor afgøres på målforskel, hvor Köln inden kampen har et forspring på ti mål. Modstanderen er FC St. Pauli, som allerede er rykket ned, hvilket giver et spinkelt håb om de nødvendige mål.

Köln leverer varen og kommer foran med mål fra blandt andre Heinz Flohe og japanske Yasuhiko Okudera. Kampen ender 5-0, en solid sejr. Men dramaet udspiller sig i lige så høj grad i Düsseldorf, hvor Gladbach samtidig møder Borussia Dortmund. I et af tysk fodbolds mest berygtede resultater vinder Gladbach med hele 12-0. Nyhederne fra den anden kamp siver ind på stadion i Hamborg og skaber en nervepirrende stemning. Hvert mål, Gladbach scorer, lægger et enormt pres på Köln, hvis komfortable sejr pludselig føles usikker.

Da slutfløjtet lyder i begge kampe, står det klart: Kölns 5-0 sejr er lige akkurat nok. Klubben vinder mesterskabet med en målforskel, der er tre mål bedre end Gladbachs. Sejren sikrer ikke kun klubbens tredje tyske mesterskab, men fuldender også ‘The Double’, da holdet under trænerlegenden Hennes Weisweiler allerede har vundet DFB-Pokalen samme sæson. Kampen huskes derfor ikke kun for resultatet, men for det vanvittige parløb med Gladbach og som kulminationen på den mest succesfulde sæson i 1.FC Kölns historie.

11. juni 1983: 1.FC Köln – Fortuna Köln 1-0

Denne kamp er en af de mest ikoniske i klubbens historie. Du skal forestille dig rammerne: DFB-Pokal-finalen i 1983. For første og eneste gang i historien stod finalen mellem de to Köln-klubber, 1.FC Köln og Fortuna Köln. Et vaskeægte byderby i en national finale. Kampen blev spillet på Müngersdorfer Stadion i Köln, hvilket skabte en elektrisk og ekstremt anspændt atmosfære, da hele byen holdt vejret. FC sikrede sig sejren med 1-0 i en tæt og hårdt spillet kamp.

Kampens eneste og afgørende øjeblik kom i det 68. minut. Her blev den teknisk sublime kantspiller Pierre ‘Litti’ Littbarski den store helt. Fra en position uden for feltet sendte han et fantastisk langskud i mål, som Fortunas målmand var chanceløs overfor. Målet er siden gået over i historien som et af de flotteste i en tysk pokalfinale. Sejren var kulminationen for et stærkt hold, der også talte profiler som målmanden Toni Schumacher og angriberne Klaus Allofs og Klaus Fischer.

Betydningen af denne sejr kan ikke overdrives. Det var klubbens fjerde DFB-Pokal-titel, men endnu vigtigere er det, at pokalen fra 1983 den dag i dag står som 1.FC Kölns seneste store trofæ. Sejren markerede afslutningen på en gylden æra for klubben. Kombinationen af at vinde en finale mod lokalrivalerne, på eget stadion, via et drømmemål, og det faktum, at det var den sidste store titel, har givet kampen en næsten mytisk status blandt klubbens fans.

6. maj 1986: 1.FC Köln – Real Madrid 2-0

Når du ser tilbage på denne kamp, er det afgørende at forstå udgangspunktet. Dette var returkampen i UEFA Cup-finalen, og 1.FC Köln gik ind til opgøret med et katastrofalt 1-5 nederlag fra den første kamp på Santiago Bernabéu i Madrid. Håbet om at vinde trofæet var reelt set slukket, og opgaven med at score fire mål mod et stjernebesat Real Madrid-hold uden at indkassere et eneste virkede umulig. Kampens betydning handlede derfor ikke længere om at vinde pokalen, men om at genoprette æren og give de fremmødte fans på et fyldt Müngersdorfer Stadion en værdig afslutning.

Fra første fløjt viste holdet en enorm vilje og stolthed. Anført af en stærk holdindsats pressede Köln spanierne tilbage og viste det potentiale, der havde bragt dem til finalen. Midtvejs i første halvleg bragte Uwe Bein Köln foran til 1-0, hvilket tændte et spinkelt håb på tribunerne. Holdet fortsatte med at dominere, men det afgørende andet mål lod vente på sig. Først i det 72. minut lykkedes det for Ralf Geilenkirchen at score til 2-0. På trods af et vedvarende pres i slutfasen lykkedes det ikke at score de yderligere mål, der skulle til for at fremtvinge en sensation.

Selvom 1.FC Köln tabte finalen samlet med 3-5, står 2-0 sejren i returkampen som et af de mest mindeværdige øjeblikke i klubbens historie. Den huskes som ‘sejren for moralen’ – en aften, hvor holdet og fansene stod sammen og viste en ubrydelig stolthed. At besejre et af verdens bedste hold som Real Madrid under så svære betingelser er et vidnesbyrd om klubbens kampånd. Kampen er ikke en historie om et vundet trofæ, men om en heroisk indsats og en sejr, der føltes som en triumf på trods af det samlede nederlag. Det er en afgørende del af fortællingen om 1.FC Kölns europæiske eventyr.

28. maj 1977: Hertha BSC – 1.FC Köln 0-1

Denne kamp er ikke en almindelig pokalfinale, men derimod den historisk unikke omkamp i DFB-Pokal. For at forstå kampens betydning skal du vide, at den første finale mod Hertha BSC to dage tidligere var endt 1-1 efter forlænget spilletid. Derfor mødtes de to hold igen på Olympiastadion i Berlin, Herthas hjemmebane, for at finde en endelig vinder. Stemningen var intens, og kampen var en taktisk og fysisk opslidende affære, hvor begge hold vidste, at den mindste fejl kunne blive afgørende efter næsten 210 minutters fodbold uden en vinder.

Afgørelsen faldt i det 70. minut, da den legendariske angriber Dieter Müller blev kampens helt. Efter et præcist indlæg fra venstre side af Herbert Zimmermann steg Müller til vejrs og headede bolden i nettet til 1-0. Målet var et klassisk eksempel på Müllers evne til at positionere sig korrekt i feltet og udnytte sine chancer kynisk. Scoringen blev kampens eneste og var nok til at sikre 1.FC Köln klubbens anden pokaltitel i historien. Det var en forløsning for holdet efter den udmarvende første kamp.

Sejren huskes dog for meget mere end blot selve trofæet. Det var den første store titel under trænerlegenden Hennes Weisweiler i hans anden periode i klubben. Denne pokalsejr ses som det definitive startskud til den mest succesfulde periode i klubbens historie. Den lagde fundamentet og skabte den vindermentalitet, der førte til, at du i den efterfølgende 1977/78-sæson så holdet vinde “The Double” – både det tyske mesterskab og DFB-Pokal. Derfor er kampen ikke bare en historie om et enkelt mål, men om begyndelsen på en guldalder for 1.FC Köln.