Elland Road

Elland Road har en lang historie, der strækker sig tilbage til 1897. Oprindeligt var stadionet kendt som The Old Peacock Ground, opkaldt efter en pub, der stadig ligger over for hovedtribunen. Før Leeds Uniteds tid blev banen benyttet af Holbeck Rugby Club og byens første professionelle fodboldhold, Leeds City.

Det var dog først i 1919, at Leeds United blev stiftet og overtog Elland Road, efter den tidligere klub på stedet, Leeds City, blev tvangsopløst. Siden da har stadionet været klubbens uafbrudte hjem og har gennemgået adskillige om- og tilbygninger for at nå sin nuværende form.

Stadionets nuværende kapacitet er på 37.792 tilskuere, og det er i dag et rent all-seater stadion. Dette står i skarp kontrast til den historiske tilskuerrekord, som blev sat den 15. marts 1967. Her så hele 57.892 tilskuere en FA Cup-omkamp mod Sunderland, hvilket var muligt på grund af de daværende ståpladsterrasser.

Sådan kommer du til Elland Road

Den nemmeste og mest direkte måde at komme til Elland Road fra Leeds centrum er med den dedikerede shuttlebus på kampdage. Bussen afgår fra Sovereign Street, som ligger en kort gåtur fra Leeds Station. Servicen kører hyppigt op til kampstart og igen efter slutfløjt, og den bringer dig direkte til stadionområdet mod en mindre betaling for en returbillet. Dette er den mest populære og problemfri løsning for de fleste tilrejsende fans.

Et alternativ er at benytte de almindelige offentlige busruter. Linjer som 51, 52 og 55 kører fra forskellige stoppesteder i centrum, blandt andet nær The Headrow og Albion Street, i retning mod Elland Road. Vær opmærksom på, at disse busser stopper flere steder undervejs og typisk sætter dig af et par minutters gang fra selve stadion, i modsætning til shuttlebussen.

Hvis du har god tid og vil mærke stemningen bygge op, kan du også gå fra centrum. Turen tager omkring 30-40 minutter og er en populær rute for mange fans på kampdage. Det er en ligetil gåtur, hvor du blot følger strømmen af andre Leeds-tilhængere.

Selvom der findes en togstation ved navn Cottingley i nærheden, anbefales den generelt ikke, da den stadig kræver en gåtur på 15-20 minutter til stadion og ikke er den mest bekvemme løsning. Uanset hvilken transportform du vælger, er det en god idé at tjekke køreplaner på forhånd og afsætte rigeligt med tid, da der altid er mange mennesker på vej til kamp.

Kort: Elland Road

De største Leeds United-kampe

28. april 1969: Liverpool – Leeds United 0-0

Leeds United rejste til Anfield den 28. april 1969 for at møde de nærmeste titelrivaler fra Liverpool. Don Revies mandskab havde kun brug for et enkelt point for matematisk at sikre sig mesterskabet med to kampe tilbage af sæsonen. Opgøret var derfor en direkte titelafgørende kamp på modstanderens hjemmebane.

Selve kampen på Anfield endte uafgjort med resultatet 0-0. Det ene point, som Leeds United sikrede sig, var tilstrækkeligt til at skabe et uindhenteligt forspring i toppen af tabellen. Resultatet betød, at klubben for første gang i sin historie kunne kalde sig engelske mestre i den bedste række.

29. april 1970: Leeds United – Chelsea 1-2

Omkampen i FA Cup-finalen den 29. april 1970 mod Chelsea er gået over i historien, ikke kun for resultatet, men for sin ekstreme fysiske intensitet. Efter den første finale på Wembley var endt 2-2, mødtes de to hold igen på Old Trafford i en kamp, der siden er blevet anerkendt som en af de mest hårdtspillede i engelsk fodbolds historie, med adskillige kontroversielle tacklinger og en aggressiv tilgang fra begge mandskaber. Kampen står som et symbol på den fysiske rivalisering mellem de to klubber på daværende tidspunkt.

Leeds United tog føringen i det 36. minut, da Mick Jones efter et sololøb scorede til 1-0 med assist fra Allan Clarke. Stillingen holdt indtil det 78. minut, hvor Chelseas Peter Osgood udlignede til 1-1 på et hovedstød efter et indlæg fra Charlie Cooke, hvilket sendte kampen i forlænget spilletid. Afgørelsen faldt i det 104. minut, da David Webb med et hovedstød scorede sejrsmålet til 1-2 for Chelsea. Leeds tabte dermed finalen efter en fysisk udmattende kamp.

6. maj 1972: Leeds United – Arsenal 1-0

Den 6. maj 1972 mødte Leeds United Arsenal i FA Cup-finalen. Kampen er udvalgt på grund af dens historiske betydning, da sejren sikrede Leeds United sit første og hidtil eneste trofæ i turneringen. Denne triumf står som en af de mest centrale i klubbens historie og opnåelsen af en titel, klubben længe havde jagtet.

Kampen var tæt, og stillingen ved pausen var 0-0. Det afgørende øjeblik indtraf i det 53. minut, da kampens eneste mål blev scoret. Efter et indlæg fra Mick Jones scorede angriberen Allan Clarke med et hovedstød, hvilket bragte Leeds foran 1-0. Scoringen var Clarkes fjerde i turneringen, mens oplægget var Jones’ første assist. Resultatet holdt kampen ud og sikrede dermed Leeds United trofæet.

28. maj 1975: Leeds United – Bayern München 0-2

Kampen den 28. maj 1975 er historisk som Leeds Uniteds eneste deltagelse i finalen i Mesterholdenes Europa Cup. Finalen mod Bayern München blev tabt efter flere kontroversielle dommerkendelser fra den franske dommer. I løbet af kampen fik Leeds afvist to appeller for straffespark, og et mål af Peter Lorimer blev annulleret for en omdiskuteret offside på Billy Bremner.

Efter de kontroversielle kendelser blev kampen afgjort sent i anden halvleg, hvor stillingen længe var 0-0. I det 72. minut scorede Franz Roth til 1-0 for Bayern München efter oplæg fra Conny Torstensson. Seks minutter senere, i det 78. minut, scorede Gerd Müller til slutresultatet 2-0 assisteret af Hans-Josef Kapellmann.

26. april 1992: Sheffield United – Leeds United 2-3

Sejren på Bramall Lane den 26. april 1992 var afgørende for, at Leeds United kunne sikre sig klubbens tredje og seneste engelske mesterskab. Titlen blev vundet i den sidste sæson af den gamle First Division, før etableringen af Premier League. Med sejren lagde Leeds United et pres på titelrivalerne fra Manchester United, som senere samme dag tabte deres kamp mod Liverpool, hvilket definitivt afgjorde mesterskabet til Leeds’ fordel.

Kampen var en dramatisk affære, hvor hjemmeholdet Sheffield United kom foran efter 28 minutter på et mål af Alan Cork. Kort før pausen, i det 44. minut, udlignede Rod Wallace for Leeds United. Efter pausen bragte Jon Newsome Leeds foran 1-2 i det 65. minut, men føringen holdt kun i fem minutter, da Leeds-angriberen Lee Chapman var uheldig at score selvmål til stillingen 2-2. Afgørelsen faldt i det 77. minut, da Sheffield Uniteds Brian Gayle scorede selvmål og dermed sikrede Leeds United en sejr på 2-3.

08. maj 2001: Valencia – Leeds United 3-0

Returkampen i Champions League-semifinalen den 8. maj 2001 mod Valencia markerede kulminationen på Leeds Uniteds fremtrædende europæiske kampagne i 2000-01 sæsonen. Efter det første opgør på Elland Road var endt 0-0, skulle afgørelsen findes i Spanien. Kampen på Mestalla blev dog endestationen for Leeds’ europæiske drømme, da holdet tabte opgøret og dermed den samlede semifinale.

Kampens afgørelse faldt på baggrund af tre mål fra Valencia. Hjemmeholdet kom foran 1-0 efter 16 minutter, da Juan Sánchez scorede med et hovedstød efter et indlæg fra Gaizka Mendieta. Kort efter pausen, i det 47. minut, udbyggede Juan Sánchez føringen til 2-0 med et venstrebensskud, assisteret af Pablo Aimar. Blot fem minutter senere, i det 52. minut, lukkede Gaizka Mendieta kampen med målet til 3-0, denne gang med et venstrebensskud efter oplæg fra Juan Sánchez, hvilket sikrede det endelige resultat.