Stadio Ennio Tardini

Når du ser Parma spille på hjemmebane, befinder du dig på Stadio Ennio Tardini. Stadionet, der blev indviet i 1923, er et af Italiens ældste og er opkaldt efter Ennio Tardini, en tidligere præsident for klubben, som var drivkraften bag byggeriet, men som desværre døde, inden det stod færdigt. En markant ombygning i starten af 1990’erne fjernede den oprindelige løbebane og bragte tribunerne helt tæt på banen, hvilket skaber en intens og intim atmosfære. I dag har Stadio Ennio Tardini en kapacitet på 22.352 tilskuere, hvilket gør det til et kompakt og stemningsfyldt stadion til både Serie A- og Serie B-kampe.

Sådan kommer du til Stadio Ennio Tardini

Den nemmeste måde at komme til Stadio Ennio Tardini med offentlig transport er fra Parma togstation (Stazione di Parma). Fra pladsen foran stationen kan du tage bybusserne fra selskabet TEP. Linje 8 og 9 kører dig tættest på stadion. Du skal stå af ved stoppestedet på Viale Partigiani d’Italia, hvorfra der kun er et par minutters gang til indgangene. Busturen tager typisk omkring 10-15 minutter afhængigt af trafikken.

Husk at købe din billet på forhånd i en ‘tabaccheria’ (tobakskiosk) eller en aviskiosk, da det er dyrere at købe den ombord på bussen. Du kan også benytte TEP’s app til billetkøb. Som et alternativ kan du gå fra togstationen. Turen tager omkring 20-25 minutter. På kampdage skal du være opmærksom på, at busserne kan være meget fyldte, og der indsættes ofte ekstra busser eller specielle shuttlebusser direkte til stadion.

Kort: Stadio Ennio Tardini

De største Parma Calcio 1913-kampe

14. maj 1992: Parma – Juventus 2-0

Denne kamp er ikke bare en finale; den er et vendepunkt i klubbens historie. Du skal forestille dig scenariet: Parma, under ledelse af Nevio Scala, var den ambitiøse oprykker, der stod over for det mægtige Juventus i returkampen i Coppa Italia-finalen. Juventus havde vundet den første kamp 1-0 i Torino, så presset var enormt på Parma, der skulle vende resultatet på et fyldt Stadio Ennio Tardini. Det var kampen, hvor David mødte Goliat, og hvor en hel by holdt vejret i håbet om at vinde det første store trofæ nogensinde.

Kampen udviklede sig til en taktisk og intens affære. Lige før pausen, i det 45. minut, tændte anfører Alessandro Melli håbet for hjemmeholdet, da han scorede til 1-0. Dette udlignede det samlede resultat og satte scenen for en nervepirrende anden halvleg. Afgørelsen faldt efter lidt over en times spil, da Marco Osio i det 61. minut scorede det forløsende mål til 2-0. Målet sikrede Parma den samlede sejr og sendte Tardini i ekstase. Holdet formåede at holde stand mod Juventus’ pres i den resterende del af kampen og sikrede sig dermed pokalen.

Betydningen af denne sejr kan ikke overdrives. Det var Parma Calcio 1913’s allerførste store trofæ i historien. Sejren over en gigant som Juventus markerede startskuddet til klubbens guldalder i 1990’erne, hvor Parma etablerede sig som en magtfaktor i både italiensk og europæisk fodbold. Kampen er derfor ikke blot husket for resultatet, men som det øjeblik, hvor Parma for alvor trådte ind på den store scene og beviste, at de hørte til blandt de bedste. Det var fundamentet, som fremtidige triumfer som Pokalvindernes Turnering og UEFA Cuppen blev bygget på.

12. maj 1993: Parma – Royal Antwerp 3-1

Denne kamp er en af de absolut vigtigste i Parma Calcios historie. Du skal forestille dig scenen: Den 12. maj 1993 på det legendariske Wembley Stadium i London. Her stod Parma i finalen i Pokalvindernes Turnering over for belgiske Royal Antwerp. For en klub, der blot få år forinden var rykket op i Serie A, var dette kulminationen på en utrolig rejse under træner Nevio Scala. Det var klubbens første store europæiske finale nogensinde og chancen for at cementere sin plads i den europæiske elite.

Selve kampen blev en demonstration af Parmas styrke. Holdet kom foran allerede efter 9 minutter, da anfører Lorenzo Minotti scorede med et hovedstød. Selvom Antwerp hurtigt fik udlignet ved Francis Severeyns, genvandt Parma kontrollen. Efter en halv time bragte angriberen Alessandro Melli Parma foran 2-1, hvilket også var stillingen ved pausen. I anden halvleg pressede belgierne på, men kampen blev definitivt afgjort i det 84. minut, da Stefano Cuoghi lukkede og slukkede med målet til 3-1. Sejren var overbevisende og fortjent.

Sejren på Wembley er mere end bare et trofæ i pokalskabet. For Parma og klubbens fans markerer denne aften det øjeblik, hvor klubben for alvor trådte ind på den internationale scene. Det var det første store europæiske trofæ og startskuddet til klubbens gyldne æra i 1990’erne, som senere bød på flere store triumfer, herunder to UEFA Cup-titler. Kampen huskes som beviset på, at Nevio Scalas projekt var lykkedes, og den står som et evigt symbol på Parma Calcios storhedstid.

21. marts 1993: AC Milan – Parma 0-1

Denne kamp er en af de mest ikoniske i Parmas historie, og du skal forstå konteksten for at værdsætte bedriften. AC Milan, under ledelse af Fabio Capello, var midt i en historisk stime. De var kendt som ‘Gli Invicibili’ (De Uovervindelige) og havde ikke tabt en kamp i Serie A i 58 kampe i træk – en rekord, der strakte sig over næsten to år. At tage til San Siro for at møde et hold med legender som Franco Baresi og Paolo Maldini var den sværest tænkelige opgave i europæisk fodbold på det tidspunkt. Det var Nevio Scalas Parma, der endegyldigt brød denne utrolige stime.

Selve kampens afgørende øjeblik indtraf i det 58. minut. Parma fik tildelt et frispark i en favorabel position uden for Milans straffesparksfelt. Den colombianske angriber Faustino Asprilla trådte til og sendte et kraftfuldt og drilsk skud over muren og forbi målmand Sebastiano Rossi. Målet sendte chokbølger gennem San Siro og viste sig at blive kampens eneste. Asprillas mål er ikke bare husket for at sikre sejren, men også for den tekniske elegance og den betydning, det havde i så afgørende en kamp.

Sejren var langt mere end blot tre point. For Parma var det en symbolsk handling, der cementerede klubbens status som en reel magtfaktor i italiensk og europæisk fodbold. Det beviste, at holdet ikke kun var en trussel i pokalturneringer, men også kunne besejre de absolut bedste i ligaen på deres egen hjemmebane. Kampen står som et definerende øjeblik for den gyldne æra under Nevio Scala og er for evigt indskrevet i klubbens folklore som dagen, hvor de uovervindelige blev overvundet.

12. maj 1999: Parma – Olympique de Marseille 3-0

Denne kamp er ikke blot en finale; den er kulminationen på Parma Calcio 1913’s gyldne æra i 1990’erne. Du skal forestille dig et hold spækket med stjerner som Gianluigi Buffon, Lilian Thuram, Fabio Cannavaro, Juan Sebastián Verón og angrebsduoen Hernán Crespo og Enrico Chiesa. Finalen i UEFA Cuppen blev spillet på Luzhniki Stadion i Moskva mod et stærkt Olympique de Marseille-hold. For Parma var det mere end bare en europæisk titel. Sejren var en del af en historisk ‘double’, da klubben også vandt Coppa Italia samme sæson, hvilket cementerede holdets status som et af Europas absolutte tophold på det tidspunkt.

Selve kampen var en magtdemonstration. Parma tog kontrol fra start og udstillede en taktisk og teknisk overlegenhed. Føringsmålet kom efter 26 minutter, da Hernán Crespo kynisk udnyttede en fejl i Marseilles forsvar og lobbede bolden over målmanden. Ti minutter senere fordoblede Paolo Vanoli føringen med et hovedstød, og kampen føltes allerede afgjort ved pausen. I anden halvleg lukkede og slukkede Enrico Chiesa med et af sine karakteristiske, spektakulære mål – en helflugter, der gjorde det til 3-0. Resultatet var en utvetydig afspejling af Parmas dominans på aftenen.

Grunden til, at netop denne kamp står så klart i erindringen, er, at den markerer klubbens sidste store europæiske trofæ. Det var toppen af bjerget, før de økonomiske problemer senere ramte klubben. For mange fans symboliserer sejren i Moskva det absolutte højdepunkt i klubbens historie – en aften, hvor et legendarisk hold leverede en perfekt præstation og beviste, at de hørte til i den absolutte verdenselite. Triumfen er et nostalgisk og stolt øjeblik, der definerer en hel generation af Parma-tilhængere.

18. maj 2018: Spezia – Parma 0-2

Den 18. maj 2018 er en dato, du som Parma-fan aldrig glemmer. Det var den sidste og afgørende kampdag i Serie B, hvor holdet stod over for en svær udekamp mod Spezia med en direkte oprykningsplads til Serie A på spil. Forudsætningerne var nervepirrende. Du skulle ikke kun vinde din egen kamp; du var også afhængig af, at den direkte konkurrent, Frosinone, ikke vandt deres samtidige hjemmekamp mod Foggia. Hele sæsonens skæbne skulle afgøres inden for 90 minutter, hvor dramaet udspillede sig på to forskellige stadioner.

Parma gjorde, hvad der blev krævet på Stadio Alberto Picco. Holdet leverede en professionel og kontrolleret indsats, som sikrede en 2-0-sejr efter mål af Fabio Ceravolo i første halvleg og Amato Ciciretti i anden. Men mens jublen var forsigtig i Parma-lejren, så det længe sort ud. I Frosinone førte hjemmeholdet 2-1 mod Foggia og var på vej mod Serie A. Miraklet indtraf dog i det 89. minut i den anden kamp, da Foggia udlignede til 2-2. Nyheden spredte sig som en løbeild blandt Parma-spillere og fans, og efter slutfløjtet i Spezia udbrød en euforisk og vantro fejring på banen.

Kampen huskes ikke kun for den dramatiske afslutning, men fordi den fuldendte en historisk bedrift. Oprykningen markerede kulminationen på en utrolig rejse for klubben, der efter konkursen i 2015 havde opnået tre oprykninger i træk – fra Serie D til Serie A. Det er en præstation uden fortilfælde i italiensk fodbold. Sejren var samtidig den perfekte afsked for anfører og klubsymbol Alessandro Lucarelli, den eneste spiller, der blev i klubben efter konkursen og førte den hele vejen tilbage til toppen. For ham og for klubben var denne kamp symbolet på genfødsel og triumf over modgang.