Vi ved godt, at selv de største danske klubber ikke helt kan måle sig med de absolutte giganter i udlandet – men hvor stor er forskellen egentlig?
Sidste år kiggede vi på de danske klubber med flest følgere på sociale medier og fandt, at FC Midtjylland tilsammen havde over 1,7 millioner følgere på TikTok, Facebook og andre platforme. FC København, som ifølge Superliga odds er favoritter til årets mesterskab, lå på andenpladsen med 900.000. Derefter var der et stort spring ned til Brøndby IF, der havde 415.000.
Men hvordan ser det ud i forhold til globale mastodonter som Real Madrid, Manchester United og Bayern München?
Følgere på sociale medier
Midtjyllands 1,7 millioner følgere er et stykke bag Real Madrid, der ifølge en Statista-rapport fra juni 2025 er den mest fulgte klub i verden. Madrid og Barcelona har begge langt over 400 millioner følgere.
Manchester United lå på tredjepladsen – men “kun” med 233,6 millioner. Derefter fulgte Paris Saint-Germain, Manchester City, Juventus, Liverpool, Chelsea, Bayern München og Arsenal. Disse klubber dominerer fortsat globalt og tiltrækker nye fans dagligt.
Hvordan bygger man så store fanbaser?
Det gennemgående mønster er sportslig succes. Klubbers dominans i de europæiske turneringer tiltrækker international opmærksomhed. Real Madrids rekordmange Champions League-titler har skabt generationer af fans. Manchester Uniteds storhedstid i 1990’erne og 2000’erne under Sir Alex Ferguson skabte en enorm tilhængerskare – samtidig med at Premier League blev globaliseret via satellit-tv. Danske hold har aldrig haft en tilsvarende stabil tilstedeværelse i europæisk topfodbold.
Tiden spillede også en rolle. Mange af disse klubber udvidede deres rækkevidde netop, da tv-dækningen af fodbold eksploderede i slutningen af det 20. århundrede. Uniteds popularitet i Asien skyldes blandt andet, at Premier League-kampe blev sendt på tidspunkter, der passede det marked – præcis mens klubben vandt trofæer. Barcelona og Madrid nød godt af en lignende tendens i Latinamerika. Danske klubber havde ikke samme fordel – de blev sjældent vist uden for Skandinavien, hvilket begrænsede deres eksponering.
En anden faktor er profilerne. Store navne som David Beckham, Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og Neymar blev verdensstjerner langt ud over fodboldens rammer. Deres klubber oplevede markante stigninger i følgertal. Paris Saint-Germains voldsomme vækst på nettet hænger eksempelvis tæt sammen med købet af Neymar og senere Messi.
Danske klubber har også produceret fremragende spillere – Michael Laudrup er et oplagt eksempel – men de fleste skifter tidligt til udlandet, så deres bedste år bruges på at løfte andre klubbers profil snarere end den danske.
Manchester United som særtilfælde
United skiller sig ud ved, at de ikke har vundet ligatitler i nyere tid. Sidste Premier League-titel kom i 2013, Fergusons sidste sæson. Alligevel har klubben været førende på branding og marketing og har trods manglen på sølvtøj i det seneste årti holdt trit økonomisk.
De største klubber kører avancerede kampagner for at engagere fans på tværs af verden – med officielle fanklubber, merchandise og akademier i andre lande. Manchester Citys ejergruppe har f.eks. investeret massivt i partnerskaber og digitalt indhold. Danske klubber arbejder derimod med langt mindre marketingbudgetter og fokuserer primært på hjemmemarkedet.
Hvad kunne et Champions League-gennembrud betyde?
For danske klubber kunne kontinuerlig succes i Champions League være skelsættende. Turneringen er den mest sete klubkonkurrence i verden og samler seere fra hele Europa, Asien og længere væk. Selv få stærke præstationer kan give international opmærksomhed til en klub, der ellers ville gå under radaren.
Ud over de økonomiske gevinster er der en immateriel værdi – prestige. For dansk fodbold som helhed ville faste Champions League-deltagelse understøtte idéen om, at Superligaen fortjener større fokus. Det kunne få flere tv-stationer til at købe rettigheder, og måske få flere danske spillere til at blive i ligaen længere, fordi de stadig kan måle sig med de allerbedste.