Riverside Stadium

Når du tager til en hjemmekamp, befinder du dig på Riverside Stadium, der har været klubbens hjemmebane siden åbningen i august 1995. Stadionet blev bygget som en direkte konsekvens af Taylor-rapporten, der krævede, at alle topklubber skulle have stadions med udelukkende siddepladser. Da det gamle Ayresome Park ikke kunne ombygges tilstrækkeligt, valgte man at bygge et helt nyt stadion ved bredden af floden Tees. Byggeriet blev gennemført på blot 32 uger. I dag har Riverside Stadium en kapacitet på 34.742 tilskuere, hvilket gør det til et af de største stadions i The Championship. Oprindeligt var kapaciteten omkring 30.000, men den blev udvidet i 1998 ved at udfylde hjørnerne i nord- og sydvesttribunerne.

Sådan kommer du til Riverside Stadium

Den nemmeste måde at komme til Riverside Stadium med offentlig transport er via tog. Du skal stå af på Middlesbrough Railway Station, som ligger centralt i byen. Herfra er der en gåtur på cirka 10-15 minutter til stadion. Ruten er godt skiltet, men på en kampdag kan du som regel bare følge strømmen af fans i røde og hvide farver. Alternativt kan du benytte byens busser. Middlesbrough Bus Station ligger også i centrum, tæt på togstationen. Flere lokale busruter stopper i nærheden af stadion, og det er en god idé at tjekke køreplanerne hos de lokale busselskaber som Arriva North East. Ofte indsættes der ekstra busser på kampdage. Uanset om du vælger tog eller bus, er det en god idé at planlægge din rejse på forhånd, da der kan være mange mennesker. Husk også at tjekke tiderne for din returrejse, da afgangene kan være anderledes efter kampens afslutning.

Kort: Riverside Stadium

De største Middlesbrough FC-kampe

29. februar 2004: Middlesbrough – Bolton Wanderers 2-1

Den 29. februar 2004 er en dato, der er mejslet ind i enhver Middlesbrough-fans bevidsthed. På Millennium Stadium i Cardiff stod klubben i sin første League Cup-finale (dengang Carling Cup) siden 1998 og jagtede det første store trofæ i klubbens 128-årige historie. Kampen fik en eksplosiv start. Allerede efter to minutter bragte Joseph-Désiré Job Middlesbrough foran efter en fejl af Bolton-målmand Jussi Jääskeläinen, og blot fem minutter senere fordoblede Boudewijn Zenden føringen på et straffespark, som han selv havde tilkæmpet sig. En 2-0-føring efter syv minutter var en drømmestart, der sendte Boro-fansene i ekstase.

En tidlig, komfortabel føring betød dog ikke en nem kamp. Efter 21 minutter reducerede Kevin Davies for Bolton og bragte spændingen tilbage i opgøret. Resten af kampen blev en nervepirrende affære, hvor Middlesbroughs defensiv, anført af anfører Gareth Southgate, måtte kæmpe hårdt for at holde stand mod Boltons pres. Målmand Mark Schwarzer leverede flere afgørende redninger, især i de sidste minutter, og sikrede, at føringen holdt helt til slutfløjtet. Det var en kamp, der gik fra eufori til ren overlevelse, hvilket kun gjorde den endelige triumf endnu større.

Sejren på 2-1 var historisk. Det var ikke bare en pokal; det var kulminationen på generationers håb og drømme. For første gang i 128 år kunne Middlesbrough FC kalde sig vinder af et stort nationalt trofæ. Billedet af Gareth Southgate, der løfter pokalen, er blevet et ikonisk symbol på klubbens største triumf. Sejren sikrede desuden klubben adgang til europæisk fodbold for første gang nogensinde, da de kvalificerede sig til den efterfølgende sæsons UEFA Cup. Denne kamp er derfor ikke bare en sejr; den er det definerende øjeblik i klubbens moderne historie.

27. april 2006: Middlesbrough – Steaua Bucharest 4-2

Denne kamp er uden tvivl en af de mest ikoniske i klubbens historie. Du skal forestille dig situationen: Semifinalen i UEFA Cuppen. Middlesbrough var bagud 1-0 efter den første kamp i Rumænien. Håbet om en finale led et alvorligt knæk, da Steaua Bucharest chokerede Riverside Stadium ved at score to gange inden for de første 25 minutter. Stillingen var nu 3-0 samlet, og Middlesbrough skulle score fire mål for at gå videre. Opgaven virkede umulig.

Men holdet, anført af manager Steve McClaren, nægtede at give op. Kort efter Steauas andet mål reducerede indskiftede Massimo Maccarone og tændte et spinkelt håb. Efter pausen fortsatte presset, og i det 64. minut headede Mark Viduka bolden i nettet til 2-2. Nu manglede der to mål, og troen spredte sig på lægterne. Chris Riggott bragte for alvor dramaet tilbage, da han scorede til 3-2 i det 73. minut.

Kampen kulminerede i det 89. minut i en af de mest mindeværdige scener på Riverside. Stewart Downing sendte et indlæg ind i feltet, hvor Massimo Maccarone med et flyvende hovedstød sendte bolden i mål til 4-2. Stadion eksploderede i eufori. Sejren er historisk, ikke kun fordi den sendte Middlesbrough i klubbens første og hidtil eneste europæiske finale, men på grund af den utrolige måde, den blev opnået på. Comebacket spejlede en lignende bedrift fra kvartfinalen mod FC Basel og cementerede dette holds plads i klubbens folklore som et symbol på vilje og urokkelig tro.

30. april 1995: Middlesbrough – Luton Town 2-1

Denne kamp er en af de mest følelsesladede i klubbens historie, fordi det var den allersidste turneringskamp, der blev spillet på Ayresome Park efter 92 år. Holdet, anført af manager Bryan Robson, stod på tærsklen til oprykning til Premier League og kunne med en sejr sikre sig mesterskabet i den næstbedste række. Stemningen på det tætpakkede stadion var elektrisk og præget af både nostalgi over afskeden med det gamle stadion og spænding for fremtiden. Du skal forestille dig en dag, hvor hver eneste berøring og hvert eneste råb fra tribunerne bar på vægten af næsten et århundredes historie.

Selve kampen levede op til de dramatiske omstændigheder. Middlesbrough kom foran på et straffespark, som John Hendrie sikkert omsatte. Dette mål sikrede ham en plads i historiebøgerne som den sidste spiller, der scorede foran den berømte endetribune, Holgate End. Senere i kampen fordoblede forsvarsspilleren Derek Whyte føringen og blev dermed manden, der scorede det sidste vindende mål på Ayresome Park. Luton Town reducerede ved John Taylor, men det ændrede ikke på det endelige resultat. Da slutfløjtet lød, stormede tusindvis af fans banen i en blanding af glæde over mesterskabet og vemod over at sige farvel til deres fodboldmæssige hjem.

Kampens betydning rækker langt ud over de tre point. Den markerer afslutningen på en æra og begyndelsen på en ny. Det var den perfekte afsked med Ayresome Park – en sejr, der sikrede en titel og oprykning, før klubben flyttede til det nybyggede Riverside Stadium den følgende sæson. Derfor huskes kampen ikke kun for resultatet, men som et symbolsk øjeblik, hvor fortid og fremtid mødtes i en uforglemmelig fejring for klubben og dens tilhængere. Det var et farvel til fortiden og et goddag til en spændende fremtid i Premier League.

23. august 1986: Middlesbrough – Port Vale 2-2

Denne kamp er ikke berømt for resultatet, men for selve eksistensen af den. Du skal forstå, at Middlesbrough FC i sommeren 1986 var på randen af konkurs. Klubben var gået i likvidation, og portene til den daværende hjemmebane, Ayresome Park, var blevet låst med hængelås. Få minutter før en deadline fra The Football League trådte et konsortium anført af den nuværende ejer Steve Gibson til og reddede klubben. Da sæsonens første kamp skulle spilles, havde klubben dog stadig ikke adgang til sit eget stadion. Derfor blev kampen mod Port Vale spillet på Hartlepool Uniteds bane, Victoria Park.

Selve kampen var en følelsesladet affære. For de tusindvis af fans, der tog den korte tur til Hartlepool, var resultatet sekundært. Det handlede om at fejre, at deres klub havde overlevet. På banen sikrede mål fra Bernie Slaven og Archie Stephens et 2-2 resultat, men den virkelige sejr var, at Middlesbrough FC overhovedet var på banen. Kampen markerede en symbolsk genfødsel og starten på en helt ny æra for klubben, anført af den nye manager Bruce Rioch og et hold af primært lokale unge spillere.

Når du ser tilbage på klubbens historie, er denne uafgjorte kamp mod Port Vale en af de absolut vigtigste. Den huskes ikke for flot spil, men som ‘the Rebirth Game’ – kampen, der bekræftede, at klubben var reddet fra udslettelse. Det var startskuddet til den rejse, der førte til to oprykninger i træk og lagde fundamentet for den succes, klubben senere opnåede i 90’erne og 00’erne. Uden denne kamp på Victoria Park ville Middlesbrough FC, som du kender klubben i dag, sandsynligvis ikke eksistere.

7. maj 2016: Middlesbrough – Brighton & Hove Albion 1-1

Dette er en af de mest nervepirrende og betydningsfulde kampe i klubbens nyere historie. Du skal forestille dig scenariet: Det er den allersidste spilledag i The Championship-sæsonen 2015/16. Middlesbrough og Brighton ligger side om side med 88 point i en direkte duel om den anden og sidste automatiske oprykningsplads til Premier League. Forudsætningerne er simple. På grund af en marginalt bedre målforskel behøver Middlesbrough kun uafgjort for at sikre oprykningen efter syv års fravær fra den bedste række. Brighton, derimod, skal vinde på et udsolgt og kogende Riverside Stadium for at overhale Boro.

Kampen udvikler sig præcis, som hjemmefansene drømmer om, da Cristhian Stuani bringer Boro foran efter 19 minutter. Føringen holder indtil pausen, men dramaet eskalerer i anden halvleg. Efter 55 minutter udligner Brightons Dale Stephens og skaber total stilhed på stadion, da oprykningen pludselig er i fare. Blot fire minutter senere går Stephens dog fra helt til skurk. En voldsom tackling på Gastón Ramírez resulterer i et direkte rødt kort til Brighton-spilleren. Selvom Boro nu er en mand i overtal, skal de stadig holde stand i den sidste halve time for at sikre det ene point, de har brug for.

Da slutfløjtet lyder, og stillingen er 1-1, eksploderer Riverside Stadium i eufori. Spillere og fans fejrer sammen på banen i ikoniske scener. Kampen huskes ikke for poleret fodbold, men for den ekstreme spænding, den dramatiske historie og den enorme forløsning. Resultatet sendte Aitor Karankas mandskab tilbage i Premier League og cementerede denne kamp som en af de absolut vigtigste i klubbens historie i det 21. århundrede.