Loftus Road

Du finder Queens Park Rangers på Loftus Road, som har været klubbens faste hjemmebane siden 1917. Stadionet har også midlertidigt huset andre klubber, mest bemærkelsesværdigt Fulham FC fra 2002 til 2004. Med en kapacitet på 18.439 tilskuere er det et af de mere intime stadioner i de engelske professionelle rækker. Tribunerne er placeret meget tæt på banen, hvilket skaber en tæt og ofte intens atmosfære under kampene.

Sådan kommer du til Loftus Road

Den nemmeste måde at komme til Loftus Road på er med offentlig transport, da parkeringsmulighederne i området er meget begrænsede. De nærmeste undergrundsstationer er White City og Wood Lane. White City betjenes af Central Line og ligger kun omkring fem minutters gang fra stadion. Wood Lane, som betjenes af Hammersmith & City Line og Circle Line, ligger cirka ti minutters gang væk. Lidt længere væk finder du Shepherd’s Bush (Central Line og Overground) og Shepherd’s Bush Market (Hammersmith & City Line og Circle Line). Fra begge disse stationer tager det cirka 15-20 minutter at gå. Derudover er der adskillige busruter, der stopper i nærheden af stadion, især omkring Shepherd’s Bush Green. På kampdage kan der være trængsel, så det er en god idé at afsætte ekstra tid til rejsen. Husk altid at tjekke Transport for Londons (TfL) hjemmeside for eventuelle driftsforstyrrelser eller planlagt arbejde på din rute, inden du tager afsted.

Kort: Loftus Road

De største Queens Park Rangers FC-kampe

4. marts 1967: Queens Park Rangers – West Bromwich Albion 3-2

Denne kamp er ikke bare en hvilken som helst sejr; det er finalen i Liga Cuppen i 1967, den første, der nogensinde blev spillet på Wembley. Du skal forestille dig scenariet: Queens Park Rangers fra den tredjebedste række stod over for West Bromwich Albion fra toppen af engelsk fodbold. Ved pausen så alt håb ude. West Brom førte komfortabelt 2-0 efter to mål af Clive Clark, og den forventede klasseforskel var tydelig for enhver. For de tusindvis af medrejsende QPR-fans lignede det en ærefuld, men forventet, andenplads.

Men i anden halvleg leverede holdet, anført af manager Alec Stock, et af de mest legendariske comebacks i engelsk fodboldhistorie. Først reducerede Roger Morgan, hvilket tændte et spinkelt håb blandt de medrejsende fans. Derefter trådte klublegenden Rodney Marsh i karakter med en fænomenal solopræstation, hvor han driblede forbi flere forsvarsspillere og udlignede til 2-2. Kampen blev endegyldigt afgjort kort før tid, da Mark Lazarus scorede sejrsmålet til 3-2 og fuldbyrdede den sensationelle vending.

Sejren er historisk af flere årsager. Det er til dato den eneste store pokaltitel i Queens Park Rangers’ historie. Endnu vigtigere var det første gang, et hold fra den tredjebedste række vandt en stor national turnering. At gøre det på Wembley, efter at have været bagud 0-2, har cementeret kampen som det absolutte højdepunkt i klubbens historie og en fortælling, der stadig giver genlyd hos alle QPR-fans. Det er den ultimative underdog-historie, der definerer klubbens ånd.

24. april 1976: Queens Park Rangers – Leeds United 2-0

Denne kamp, spillet den 24. april 1976, er indprentet i enhver QPR-fans bevidsthed. Det var sæsonens sidste kamp på et fyldt Loftus Road, og modstanderen var et stærkt Leeds United-hold. Forventningerne var enorme, da en sejr ville sende QPR til tops i den bedste engelske række med en reel chance for at vinde mesterskabet. Holdet, anført af manager Dave Sexton, leverede en kontrolleret og professionel indsats. Mål fra klublegenderne Stan Bowles og Gerry Francis sikrede en 2-0-sejr, og da slutfløjtet lød, brød stadion ud i eufori. QPR var på førstepladsen.

Sejren over Leeds markerede afslutningen på QPR’s sæson. Nu begyndte en nervepirrende ventetid, som du sjældent ser i moderne fodbold. Klubbens skæbne lå i hænderne på titelrivalerne fra Liverpool, som havde én kamp tilbage. Ti dage senere skulle Liverpool møde Wolverhampton Wanderers på udebane. Håbet levede hos QPR-fans, især da Wolves kom foran 1-0. Men Liverpool kæmpede sig tilbage, vandt kampen 3-1 og sikrede sig dermed mesterskabet med blot et enkelt points forspring. Det er det tætteste, QPR nogensinde er kommet på at blive engelske mestre.

Selvom sæsonen endte i skuffelse, huskes kampen mod Leeds som det absolutte højdepunkt. Den repræsenterer kulminationen på det, mange anser for at være QPR’s bedste hold nogensinde. Sejren var et bevis på holdets kvalitet og det øjeblik, hvor drømmen om mesterskabet var mest levende. Derfor er netop denne 2-0-sejr ikke bare en historisk kamp, men et symbol på den æra, hvor et sprudlende QPR-hold var et mulehår fra at erobre engelsk fodbold.

22. maj 1982: Queens Park Rangers – Tottenham Hotspur 1-1

Når du ser tilbage på denne kamp, er det afgørende at forstå konteksten. Det var Queens Park Rangers’ første og hidtil eneste optræden i en FA Cup-finale. Som et hold fra den næstbedste række, Second Division, stod du over for en gigantisk opgave. Modstanderen var Tottenham Hotspur, et af landets bedste hold, forsvarende FA Cup-mestre og massive favoritter. Anført af manager Terry Venables var QPR den ultimative underdog på et tætpakket Wembley Stadium, og forventningerne udefra var minimale.

Selve kampen blev en hård og taktisk affære, spillet på en tung og opslidt Wembley-bane. Tottenham tog som forventet føringen efter 110 minutter i den forlængede spilletid, da et afrettet skud fra Glenn Hoddle fandt vej til nettet. På det tidspunkt lignede det en afgørelse, men QPR-holdet viste en enorm vilje og nægtede at give op. Blot fem minutter senere, med kun fem minutter tilbage af den forlængede spilletid, kæmpede den unge forsvarsspiller Terry Fenwick sig højest på et hjørnespark og headede bolden i mål til en dramatisk 1-1 udligning.

Selvom QPR endte med at tabe omkampen fem dage senere, er det denne første kamp, der står mejslet i klubbens historie. At tvinge de forsvarende mestre ud i en omkamp efter at være kommet bagud i forlænget spilletid, betragtes som en af de største præstationer for klubben. Kampen er et symbol på den kampånd og kvalitet, som Terry Venables’ hold besad, og den repræsenterer det tætteste, QPR nogensinde er kommet på at vinde Englands mest prestigefyldte pokalturnering. For fansene føltes resultatet som en sejr og et bevis på, at klubben kunne konkurrere med de absolut bedste.

20. april 1973: Leeds United – Queens Park Rangers 0-1

Denne kamp, spillet langfredag den 20. april 1973, er en af de mest ikoniske i klubbens historie. Du skal forestille dig scenariet: Queens Park Rangers var et tophold i den næstbedste række, der kæmpede for oprykning. Modstanderen var Leeds United, et af Europas absolut stærkeste hold på daværende tidspunkt. Don Revies legendariske mandskab var forsvarende FA Cup-mestre og stod over for en finale i Pokalvindernes Turnering. At tage til deres hjemmebane, Elland Road, og forvente et resultat var tæt på utænkeligt for de fleste hold, især for et hold fra en lavere division.

Kampen var en hård og intens affære, men QPR matchede de berømte værter med teknisk og pasningsorienteret fodbold. Det afgørende øjeblik kom, da klublegenden Stan Bowles scorede kampens eneste mål. Resultatet 1-0 var en sensation, der sendte chokbølger gennem engelsk fodbold. Det var et bevis på kvaliteten i Gordon Js mandskab og en sejr for deres spillestil over Leeds’ mere fysisk betonede tilgang.

Sejren på Elland Road var mere end blot to point. Den var den moralske og praktiske cementering af oprykningen til den bedste række. Den gav holdet en enorm selvtillid og beviste over for dem selv og resten af landet, at de hørte til blandt de bedste. Netop derfor huskes kampen ikke bare som en flot sejr, men som det definerende øjeblik, hvor 1970’ernes store QPR-hold for alvor annoncerede sin ankomst på den største scene.

24. maj 2014: Derby County – Queens Park Rangers 0-1

Denne kamp er uden tvivl en af de mest dramatiske og betydningsfulde i klubbens nyere historie. Du skal forestille dig scenen: Wembley Stadium, finalen i The Championship Play-offs og en plads i Premier League på spil. QPR, anført af Harry Redknapp, var oppe imod et stærkt spillende Derby County-hold, som af de fleste blev anset for at være favoritter. Indsatsen var enorm, da en oprykning ikke kun betød sportslig succes, men også en økonomisk gevinst på flere hundrede millioner kroner.

Kampens fortælling ændrede sig drastisk efter en times spil. Her modtog midtbanespilleren Gary O’Neil et direkte rødt kort for en professionel frispark, hvilket efterlod QPR med 10 mand i den sidste halve time. Fra det øjeblik blev kampen en ren overlevelseskamp for dit hold. Derby pressede massivt på for et føringsmål, og QPR’s forsvar måtte levere en heroisk indsats for at holde stand mod det konstante pres. Alt pegede på, at det kun var et spørgsmål om tid, før Derby ville score.

Men i fodbold kan alt ske, og det skete i det 90. minut. I et sjældent angreb endte en løs bold for fødderne af angriberen Bobby Zamora i udkanten af feltet. Med en sublim førsteberøring og en klinisk afslutning sendte han bolden i nettet til en fuldstændig uventet 1-0-føring. Målet var QPR’s eneste skud på mål i hele kampen. Sejren huskes ikke kun for resultatet, men for måden den blev opnået på: en sejr mod alle odds, sikret i sidste minut, med 10 mand og efter at have været under et massivt pres. Det er indbegrebet af et ‘smash and grab’-resultat og står som et af de mest ikoniske øjeblikke for enhver QPR-fan.