MHPArena

Når du tager til en hjemmekamp med VfB Stuttgart, træder du ind på MHPArena, et stadion med en lang og omskiftelig historie. Det blev oprindeligt indviet i 1933 som Neckarstadion og har siden båret navne som Gottlieb-Daimler-Stadion og Mercedes-Benz Arena, før det i 2023 fik sit nuværende navn.

En afgørende modernisering omdannede arenaen fra et multifunktionsstadion med løbebane til et rent fodboldstadion, hvilket bragte tribunerne tættere på banen. Kapaciteten til Bundesligakampe er på cirka 60.000 tilskuere, inklusive ståpladser. Til internationale kampe, hvor alle pladser er siddepladser, er kapaciteten reduceret til omkring 54.000. Stadionet har været vært for kampe ved både VM i 1974 og 2006 samt EM i 1988 og 2024.

Sådan kommer du til MHPArena

Den nemmeste og mest anbefalede måde at komme til MHPArena på er med Stuttgarts offentlige transport, VVS. Fra byens hovedbanegård (Stuttgart Hauptbahnhof) tager du S-Bahn-linje S1 i retning mod Kirchheim (Teck) og står af ved stationen “NeckarPark (Mercedes-Benz)”. Turen tager cirka 10 minutter, og fra stationen er der en kort gåtur på under 10 minutter direkte til arenaen, hvor du følger strømmen af fans.

Alternativt kan du tage S2 mod Schorndorf eller S3 mod Backnang og stå af ved “Bad Cannstatt”. Herfra er gåturen lidt længere, cirka 15 minutter, men det er en god mulighed, hvis der er trængsel på S1. På kampdage indsættes der ofte en speciel U-Bahn-linje, U11, som kører direkte fra Hauptbahnhof til stoppet “Neckarpark (Stadion)”, der ligger lige ved siden af arenaen. Husk at tjekke, om din kampbillet fungerer som en KombiTicket, hvilket den næsten altid gør. Det betyder, at billetten gælder til gratis transport med S-Bahn, U-Bahn og busser i hele VVS-området på kampdagen.

Kort: MHPArena

De største VfB Stuttgart-kampe

16. maj 1992: Bayer 04 Leverkusen – VfB Stuttgart 1-2

For at forstå den enorme betydning af denne kamp, skal du kende udgangspunktet på Bundesligaens sidste spilledag i sæsonen 1991/92. Tre hold kunne vinde mesterskabet: Eintracht Frankfurt, VfB Stuttgart og Borussia Dortmund. Frankfurt førte ligaen og skulle blot vinde deres kamp for at blive mestre. Stuttgart og Dortmund lå begge to point efter og skulle vinde deres respektive kampe, samtidig med at Frankfurt ikke vandt. VfB Stuttgart stod over for en svær udekamp mod et stærkt Bayer Leverkusen-hold og var pisket til sejr for at holde liv i mesterskabsdrømmen.

Selve kampen udviklede sig til en nervepirrende affære, der fuldstændigt afspejlede dramaet på de andre stadioner. Fritz Walter bragte VfB foran på et straffespark kort før pausen, men Leverkusen udlignede tidligt i anden halvleg. Samtidig med at Stuttgart kæmpede for et sejrsmål, kom nyheden om, at Borussia Dortmund førte i deres kamp mod MSV Duisburg. Ved stillingen 1-1 i Leverkusen og med en Dortmund-sejr ville mesterskabet gå til rivalerne fra Dortmund. Tiden var ved at løbe ud for Stuttgart, og alt håb syntes at være ude.

Men i det 86. minut skete det, der har givet kampen legendestatus. Efter et hjørnespark steg anfører Guido “Diego” Buchwald til vejrs og headede bolden i nettet til en 2-1-føring. Målet udløste eufori og sendte Stuttgart på mesterskabskurs. Da Eintracht Frankfurt samtidig sensationelt tabte deres kamp til Hansa Rostock, var sagen klar. Buchwalds sene scoring sikrede ikke bare sejren, men også VfB Stuttgarts fjerde tyske mesterskab på den mest dramatiske vis. Kampen huskes derfor som kulminationen på et af de mest spændende “Herzschlagfinales” i Bundesligaens historie og er en udødelig del af klubbens identitet.

19. maj 2007: VfB Stuttgart – Energie Cottbus 2-1

Denne kamp er en af de mest ikoniske i VfB Stuttgarts nyere historie. Du skal forestille dig scenen: Det er den 34. og sidste spilledag i Bundesliga-sæsonen 2006/2007. VfB Stuttgart fører ligaen med to point ned til Schalke 04 og kan med en sejr på hjemmebane i det daværende Gottlieb-Daimler-Stadion sikre sig det tyske mesterskab. Stemningen er elektrisk, men spændingen forvandles til chok, da gæsterne fra Energie Cottbus bringer sig foran efter 19 minutter ved Sergiu Radu. Pludselig er mesterskabet i fare, og et helt stadion holder vejret.

Stuttgarts reaktion lader dog ikke vente på sig. Blot otte minutter senere, i det 27. minut, udligner Thomas Hitzlsperger med et af sine karakteristiske langskud, der gav ham tilnavnet ‘Der Hammer’. Målet bringer troen tilbage hos både spillere og fans. Kampen forbliver nervepirrende, indtil forløsningen kommer i det 63. minut. Her stiger en ung Sami Khedira til vejrs og header bolden i nettet til 2-1. Dette mål bliver det afgørende mesterskabsmål og udløser en euforisk jubel på stadion.

Sejren over Energie Cottbus er ikke bare en almindelig sejr; den sikrer klubbens femte tyske mesterskab og det første siden 1992. Kampen huskes som kulminationen på en uforglemmelig sæson for holdet, der under træner Armin Veh blev kendt som ‘die jungen Wilden’ (de unge vilde). Den dramatiske måde, titlen blev vundet på – ved at komme bagud på sidste spilledag foran et fyldt hjemmepublikum for derefter at vende kampen – har cementeret 19. maj 2007 som en af de absolut største mærkedage i VfB Stuttgarts historie.

26. maj 1984: VfB Stuttgart – Hamburger SV 1-2

Denne kamp er en af de mest mindeværdige i VfB’s historie, ikke på grund af resultatet, men på grund af omstændighederne. Det var den 34. og sidste spilledag i Bundesliga-sæsonen 1983/84. VfB Stuttgart lå på førstepladsen og kunne med en sejr eller uafgjort sikre sig sit første tyske mesterskab i 32 år. Modstanderen på et fyldt Neckarstadion var ingen ringere end Hamburger SV, en af de direkte konkurrenter til titlen. Spændingen var enorm, da både HSV og Borussia Mönchengladbach teoretisk set stadig kunne overhale Stuttgart i tabellen.

Selve kampen udviklede sig til et mareridt for hjemmeholdet. Selvom Hermann Ohlicher scorede for VfB, endte det med et 1-2-nederlag til gæsterne fra Hamborg. Normalt ville et nederlag på hjemmebane i den afgørende kamp betyde knuste drømme, men da slutfløjtet lød, eksploderede stadion i jubel. Grunden var, at resultaterne fra de andre stadioner gik Stuttgarts vej. Både Hamburger SV og Borussia Mönchengladbach, der også vandt deres kamp, sluttede á point med VfB, men ingen af dem kunne indhente Stuttgarts suveræne målforskel. Mesterskabet var sikret på trods af et nederlag.

Derfor huskes 26. maj 1984 for den bizarre og nervepirrende afslutning. Det er et sjældent eksempel på et hold, der taber den afgørende kamp, men alligevel kan lade sig hylde som mestre foran deres egne fans. Oplevelsen af skuffelse over nederlaget blandet med den euforiske glæde over mesterskabet har givet kampen en legendarisk status. Den står som symbolet på en af de tætteste og mest dramatiske sæsonafslutninger i Bundesligaens historie og cementerede VfB Stuttgarts andet tyske mesterskab.

14. juni 1997: VfB Stuttgart – Energie Cottbus 2-0

Denne kamp er en af de mest mindeværdige i klubbens nyere historie, da den sikrede VfB Stuttgart den tyske pokaltitel, DFB-Pokal, for tredje gang. Finalen blev spillet på Olympiastadion i Berlin, og forventningerne til holdet var enorme. Sejren var den første store titel siden mesterskabet i 1992 og markerede kulminationen for en af klubbens mest elskede offensive konstellationer: ‘det magiske trekløver’ (‘Magisches Dreieck’). Trioen bestod af Krassimir Balakov, Fredi Bobic og Giovane Élber, og under ledelse af den unge træner Joachim Löw spillede holdet en attraktiv og målfarlig form for fodbold, som denne finale blev det ultimative bevis på.

Selve kampen blev afgjort af én spiller: den brasilianske angriber Giovane Élber. Selvom VfB Stuttgart var storfavoritter mod Energie Cottbus, der på det tidspunkt spillede i den tredjebedste række, krævede det en klinisk indsats at vinde trofæet. Élber trådte i karakter og scorede begge kampens mål. Det første faldt efter 18 minutter, hvilket gav ro til holdet, og det andet blev sat ind i det 52. minut, hvilket effektivt lukkede kampen. Hans to mål cementerede ikke kun sejren, men også hans status som en af de helt store profiler i klubbens historie. Cottbus kæmpede bravt, men kunne ikke stille noget op over for Stuttgarts offensive kvalitet.

Sejren i 1997 huskes ikke kun for selve trofæet, men som kronen på værket for ‘det magiske trekløver’. Det var den definitive triumf for en generation af spillere, der begejstrede fansene med deres tekniske og offensive stil. Kampen står som et symbol på en succesfuld æra og er et afgørende øjeblik i fortællingen om VfB Stuttgart. For mange fans er denne pokalsejr et af de klareste højdepunkter i 1990’erne og et bevis på, hvad holdet var i stand til at opnå, da alle brikker faldt på plads.

22. juni 1952: VfB Stuttgart – 1. FC Saarbrücken 3-2

Den 22. juni 1952 er en dato, du skal kende. Her spillede VfB Stuttgart finalen om det tyske mesterskab mod et stærkt 1. FC Saarbrücken-mandskab. Kampen fandt sted på et tætpakket Südweststadion i Ludwigshafen foran 86.000 tilskuere. For klubben var dette en afgørende kamp, da en sejr ville sikre det andet mesterskab på blot tre sæsoner og cementere holdets status som et af Tysklands absolutte tophold i efterkrigstiden.

Selve kampen var en dramatisk og omskiftelig affære, der testede holdets nerver til det yderste. Saarbrücken kom foran 1-0 ved Herbert Binkert, men du så VfB kæmpe sig tilbage, da Otto Baitinger udlignede. Kort efter bragte Rolf Blessing Stuttgart foran 2-1, men Saarbrücken nægtede at give op og udlignede til 2-2 ved Herbert Martin. Kampen var helt åben, indtil klublegenden og anføreren Robert Schlienz trådte i karakter. Med et afgørende mål sikrede han VfB Stuttgart en 3-2-sejr og dermed mesterskabet.

Sejren huskes ikke kun for at være klubbens andet tyske mesterskab, men også for den heroiske indsats fra anfører Robert Schlienz. Schlienz, der få år forinden havde mistet sin venstre arm i en bilulykke, var holdets ubestridte leder. At netop han scorede det afgørende mål i en tæt finale, cementerede hans status som en af de største legender i klubbens historie. Denne kamp er derfor et symbol på den viljestyrke og kvalitet, der definerede VfB Stuttgarts gyldne æra i begyndelsen af 1950’erne, og den står som et af de stolteste øjeblikke i klubarkiverne.